Godda´- må vi godt komme ind og se fjernsyn!

Fjernsynet hos Fru Olsen i Aarhus er en splinter ny Arena EGH 1721 RG med radio og grammofon.
Den kostede i 1958 kr. 3560.-
Fjernsynet blev først hvermandseje et godt stykke op i 1960erne. Havde man ikke selv fjernsyn og ikke ville stå og fryse uden for radiohandlerens butiksvindue, måtte man ud og stemme dørklokker. De fleste fjernsynsejere var stolte over at kunne lukke deres hjem op, og der opstod i de år et helt særligt fællesskab foran skærmen, når der var ”TV i Tivoli” eller ”Cirkus Buster”. Det kunne sagtens være den mere velstillede, der bankede på arbejdsmandens dør. Som noget ny kunne man nemlig købe fjernsyn på afbetaling. Børneudsendelserne samlede alle byens unger. Der var hygge med tæt atmosfære af vådt tøj om vinteren som på billedet her fra 1958 taget hos fru Olsen i Aarhus.