Markus

Vild med radio

af Per Rasmus Møller Ryomgaard

Denne artikel indgår i en større erindingsbog "Herfra min verden går" der udkommeri vinteren 2011

Helt fra ganske lille har jeg været fascineret af alt, hvad der har med radio at gøre. Sikkert derfor var familiens radio, en TO-R Merkur model 1947, anbragt i reolen på øverste hylde i sikkerhed for mine små pilfingre.

En af de første erindringer jeg har om en radioudsendelse går tilbage til en søndag op mod jul engang midt i 50erne, hvor Program I sendte, hvad jeg gætter på var en Buxtehudekantate. Måske var det julekantaten ”In dulci Jubilo”, der blev opført af Københavns Drengekor med Mogens Wöldike i spidsen for kor og orkester. Drengekoret og Wöldike var hyppige gæster i radioen i de år. Det var ved aftenstid, og der var dæmpet lys i stuen. Adventskransen var tændt, og radiomusikken blev akkompagneret af englespillets lystige klimpren. Ellers husker jeg mest morgenandagten fra Københavns Domkirke og Pressen kl. halv syv om aftenen, hvor vi børn skulle være stille. Det kunne godt knibe for en søskendeflok på seks, og gik bølgerne for højt var det en tur ud i forgangen for at køle af.

Når vi søskende om sommeren legede Tivoli, var det altid mig, der stod for lydanlægget – en grammofon bestående af en trækasse med en papskive som pladetallerken og som pickup en træliste med et søm banket igennem. En anden trækasse med et rundt hul med et stykke stof bagved gjorde det ud for en højttaler. Det siger sig selv, at vi måtte tænke os til musikken, der kunne være Harry Felberts landeplage ”Nå jeg står ved en bar, og min lomme er tom” eller ”Med guitar og banjo og mandolin” sunget af Gustav Wicnkler.

Hyllesteds vel nok ældste radio tilhørte min farmor, der boede en lille hyggelig lejlighed på loftet over mit barndomshjem. Det er uden tvivl netop den gamle radio, der har skylden for min livslange interesse for de gamle radioer. Farmors radio var fra først i tredverne og indbygget i skabet fra den tidligere radio, der var anskaffet, mens hun og min Farfar boede ved Rugaard Strand. Det var svogeren Hans Just fra Grenaa, der en dag i 1928 var kommet anstigende på cykel med det kostbare apparat forsvarligt bundet fast til bagagebæreren. Radioen fik strøm fra en ildelugtende akkumulator, der jævnligt måtte sendes til opladning foruden de obligatoriske batterier til anode - og gitterspænding. Det var de kendte batterier fra Hellesens med tigeren udenpå. Dertil skulle radioen have en jordledning og en lang luftantenne, der var udspændt mellem huset og en granstang, der var gravet forsvarligt ned i jorden 25-30 m fra huset. Oven på apparatet stod den fritstående højttaler, og i bunden af skabet havde de omtalte batterier foruden

Skabet til Farmors radio står nu på Djurslands Museum i Grenaa. Benene blev på et tidspunkt kortet af, da radioen stod ved stuevinduet og ikke måtte rage op over vinduespladen.

akkumulatoren deres plads. Når min Farfar ikke fiskede, tog han på arbejde i skoven eller på savværket ved Rugaard, og en af de første dage efter nyanskaffelsen, da Farmor var alene hjemme, dristede hun sig til at forsøge sig som radiolytter. Hun prøvede sig lidt frem, og få øjeblikke efter startede radioen. Ikke som ventet ganske sagte men for fuldt drøn, og det lige imens Kaptajn Jespersen var midt i morgengymnastikken. ”Alle ret” kommanderede Kaptajnen ud af højttaleren med det resultat, at Farmor af bare befippelse smed, hvad hun havde i hænderne og parerede ordre. Der gik sikkert et godt stykke tid, inden hun igen forsøgte sig som radiolytter.

I 1933 døde min farfar ganske pludseligt. Der blev snart for ensomt ved Rugaard Strand, og Farmor tog springet og byggede det hus i Hyllested, der senere skulle blive mit barndomshjem. Radioen flyttede med. Det nye hus fik indlagt elektricitet – nu var det vekselstrøm – og det blev både besværligt, men også urentabelt at holde den gamle radio med batterier og akkumulator. Der var andre, der løste problemet ved at anskaffe sig en batterieliminator, som blev tilsluttet lysnettet, og som kunne levere de nødvendige

Farmors radio fra først i tredverne som jeg husker den efter den var pillet ud af radioskabet, og mens den endnu var nogenlunde hel.

spændinger. Fabrikanterne reklamerede med, at udgiften til radiolytning med strøm fra lysnettet kunne holdes nede på ½ øre i timen, mens udgiften med batterier og akkumulator beløb sig til 20 gange så meget = 10 øre i timen. Om det var det, der gjorde udslaget, er jeg ikke klar over, men Farmor anskaffede i hvert fald en mere moderne radio til vekselstrøm, da huset i 1935 stod færdigt. Efter modellen at dømme var den ikke ganske ny. Til gengæld kunne den uden større besvær indbygges i skabet fra den tidligere radio.

Da krigen satte ind, valgte mange at anskaffe en ny radio, for de gamle modeller fra tyverne og tredverne kunne vanskeligt adskille de danske udsendelser over BBC fra de tyske støjsendere, og for den sags skyld heller ikke modtage de udenlandske nyheder, der blev sendt i kortbølgebåndet. Farmors radio stod fast indstillet på Kalundborg Langbølgesender og overlevede både besættelsen og noget af den kolde krig, inden den i sommeren 1960 bukkede under efter næsten 30 års daglig brug. I radioens sidste leveår stod der permanent en sodavandsflaske med patentprop oven på apparatet, for ind imellem satte lyden ud. Med et par velanbragte slag på siden af radioskabet blev den som regel vakt til live igen, men en skønne dag gik det ikke længere på den måde.

Hyllesteds radiomand, elektriker Hans Juhl blev tilkaldt. Han forsøgte sig med at udskifte lamperne og også med en nyophængt antenne. Intet hjalp og en dag, da jeg kom hjem fra skole, stod radioen nede i forgangen med besked om, at vi gerne måtte få den at lege med. Den blev skilt ad i stumper og stykker. Kobbertråden fra transformatorerne blev brugt til at lave overskæg af.

Mens radioen endnu fungerede, oplevede jeg engang i 1957 at høre noget så spektakulært som en transmission fra Rigshospitalet af en af de første hjerteoperationer. Det gjorde et voldsom indtryk på mit følsomme barnesind, og jeg husker, at jeg for ud af stuen i sikkerhed for de uhyggelige lyde, der trængte ud af højttaleren.

Mine forældres TO-R radio gik i stykker i 1958. Et velmenende medlem af familien – min fars kusine Maja - forærede os en oldgammel Philips radio fra 1933 - en såkaldt Bispehue. Den var nu ikke til megen glæde, for den viste sig at være beregnet til jævn-strøm, og det var jo nærmest jammerligt, når vi nu i Hyllested havde haft vekselstrøm siden sidst i tyverne. En dag tog vi turen med Ebeltoft-banen til Trustrup og videre med DSB til Århus for at se på en ny radio.

Det var en B&O radio type Mini 511 K magen til denne fra 1956, som mine forældre anskaffede i 1958

Vi behøvede ikke at bevæge os ret langt væk fra Hovedbanegården, for i Park Allé lå radioforretningen Jydsk Radio i et kælderlokale halvvejs nede under jorden. Økonomien rakte ikke til en ny radio, men det gjorde heller ikke noget, for der var mange brugte at vælge imellem. Der var radioer fra både B&O, LL, TO-R og Philips.

Valget var ikke let, men som familiens yngste fik jeg lov at til at gøre udslaget, og jeg var ikke i tvivl. Det blev til en flot B&O Mini 511 i blankpoleret nøddetræ, drejelig ferritantenne og lydfontænehøjttaler – noget helt nyt, som Bang & Olufsen havde introduceret med denne radio. Det var noget med, at højttaleren spillede lodret op i en kegleformet reflektor, der spredte lyden så den nåede ud over hele stuen. Prisen var 350 kr., men så var radioen også forberedt for det nye FM-bånd. Jeg husker ikke, om der blev betalt kontant, men i de år var det efterhånden blevet almindeligt at købe på afbetaling, så det har nok også været tilfældet her. I hvert fald kan jeg ikke forestille mig, at mine forældre har kunnet rykke de mange penge ud af budgettet på en gang.

B&O-radioen levede fuldt ud op til de fine raffinementer og gav mange gode oplevelser i årene fremover. Det kunne være Giro 413 om søndagen eller middagskoncerten om lørdagen med Svend Nicolaisens Orkester. Senere hen da Musikradioen P3 den 1. januar 1963 gik i luften, var et af de populære programmer ”Efter skoletid” med Jørgen Mylius. Om aftenen blev skalaen ofte drejet hen på 208 m til Radio Luxemborg. ”That great 208” lød det ud af højttaleren. Denne station huskes af mange, og den gik især godt igennem på stjerneklare aftener. Pga. af særlige atmosfæriske forhold opstod der ofte fading, en særlig effekt, der fik lyden i højttaleren til at svinge frem og tilbage i mere eller mindre forvrænget form. Da radioens lydstyrkekontrol i midt i tresserne gik i stykker, udskiftede jeg det særlige potentiometer, der sidder inde bag ved knappen. Det var ikke så ligetil, for jeg kunne ikke få fat i den originale reservedel. Det kneb med at få ledningerne anbragt rigtigt, for der var nemlig fire ledninger mod de normale tre foruden dem til tænd/sluk funktionen. Jeg forsøgte frem og tilbage. Radioen kom til sidst til at virke, men det endte med, at styrkekontrollen fungerede omvendt, så radioen spillede på fuldt drøn, når der var skruet ned og svagt, når der var skruet op. Det vænnede familien sig nu hurtigt til.

Da min storebror John i 1962 anskaffede sig en båndoptager, blev der optaget flittigt fra radioen. Han var på det tidspunkt i tømrerlære og kunne ikke være hjemme, når der blev sendt ”Efter skoletid” kl. halv fire. Det blev mit job at optage udsendelsen, men Jørgen Mylius’ kommentarer skulle helst ikke med på båndet, så det var med at være hurtig på tasterne og få startet og stoppet båndet i tide. Rigtig svært blev det, da det blev moderne at speake ind over musikken.

En sommer i 1960 var vi på ferie hos Mormor og Bedste i Højby på Sjælland. Vi overnattede i gæsteværelset, der var indrettet i den ene ende af det tomme loft. Her havde jeg et par år forinden opstøvet en udtjent radio, som jeg fik med at hjem og pille fra hinanden. Det var meget almindeligt, at folk dengang stillede deres aflagte radio på loftet i stedet for at smide den ud. For det kunne jo være, at den en dag gik hen og blev penge værd. Radioen hed Phønix, og havde et flot messingskilt foran den belyste tromleskala.

Enhver drengs drøm kunne være et ingeniørsæt fra Daells Varehus i København. Det var næsten kun fantasien, der satte grænser for, hvad der kunne laves af alle mulige konstruktioner. Det var ved hjælp af et sådant, at jeg i 1960 lavede min første brugbare grammofon.

Denne sommerferie gjaldt min opmærksomhed en stak gamle grammofonplader. De havde tilhørt min morbror Egon. Pladerne var gamle lakplader til 78 omdrejninger af den type, der år forinden var gået af brug. Jeg fik uden videre lov at tage stakken med hjem.

Vi havde ingen grammofon, så jeg konstruerede en selv af mit ingeniørsæt, som var hjemskrevet fra Daells Varehus. Et vandret liggende hjul, der kunne bringes til at dreje rundt ved hjælp af et håndsving udgjorde pladetallerkenen, og et stort kræmmerhus af pap forsynet med en grammofonnål gjorde det ud for lydgiver. Den første jeg viste opfindelsen var Farmor, der var synligt imponeret. Bortset fra at det kneb med at få pladen til at køre tilpas jævnt og på den rigtige hastighed, gik det såmænd helt godt. Noget bedre blev det, da jeg fik foræret et gammelt elektrisk grammofonværk.

En af de plader, som jeg stadigvæk husker, er ”Tak fordi du kom, Nick” sunget af Victor Cornelius til Elo Magnussens Orkester. Det var især de fløjlsbløde saxofoner og klarinetter, der gjorde indtryk. Pladen er for længst gået til, men jeg fik et genhør med den i Mogens Landsvigs radioprogram ”Det ville glæde mig at høre”, hvor jeg for år tilbage havde skrevet ind og ønsket melodien.

Den der i særlig grad pustede liv i min gryende radiointeresse, var føromtalte Hans Juhl. Han blev aldrig kaldt ved hans rigtige navn, der var Hans Bonde Hansen. Hans Juhl var min farmors fætter, og han og Elly boede sammen med deres to drenge Arne og Ebbe i overetagen i en af ejendommene på Stationsvej. Elly og Hans var mine forældres gode venner, og når Far og Mor skulle på besøg, plagede jeg altid for at komme med. Som regel fik jeg lov, og Mor måtte ved ankomsten undskyldende fremkomme med et: ” Jah, han peb jo!”.

Når jeg var så ivrig efter at komme med, skyldes det ikke, at jeg blev forkælet med æblekage og flødeskum. Det var derimod fordi turen ofte indebar en tur ind i Hans´ værksted, der var indrettet i et tidligere spisekammer helt ude under det bare tegltag. Her var der alverdens ting og sager at pille i, og Hans var ikke den, der lod min nysgerrighed være utilfredsstillet.

Jeg var også imponeret af husets radio – en flot Telefunken ”Mesterspiller” fra 1936, der var tilsluttet højttalere i såvel køkken som sovekammer. Senere hen – jeg tror det var i 1963- flyttede familien til Grenaa, men tit om søndagen kom Elly og Hans på besøg hos gamle venner i Hyllested. Jeg så frem til disse besøg, for som regel havde Hans et eller andet med til mig. ”Jeg har lige en kasse skidt til dig ude i bilen” kunne det lyde, og det var alle mulige gamle radiosager, som jeg havde stor glæde af til mine mange eksperimenter med radio. Enkelte af de gamle dele har jeg den dag i dag. Hans var noget af en spøgefugl, og jeg husker, at han engang efter en indkøbstur til Tyskland kom op til min farmor og smed to poser på bordet med ordene: ”Her Mathilde, her har du en pos’ mandler og her har du en pos’ polypper!”

Det eneste, der kunne konkurrere med en tur op til Hans og Elly var, hvis mine storebrødres gode ven Svend dukkede op. Svend var søn af familiens gode venner Alma og Niels Hansen, og lød derfor naturligt nok kaldenavnet Svend Alma, akkurat som jeg gik under navnet Per Poula. ”Ha’ så, kommer do om te’ mig i awten. De gamle er ikk’ hjemme, og jeg har lånt grammofonen.”

I overetagen af dette hus på Stationsvej boede Elly og Hans Juhl, som var ham, der pustede ild i min gryende radiointeresse.

Grammofonen var en skrigegul model fra Philips med indbygget forstærker og højttaler og tilhørte egentlig naboens datter, Vera. Der var alle de nye plader med Elvis og Cliff. En af de plader, som jeg håbede at Svend ville sætte på pladetallerkenen var Living Doll med Cliff Richard og The Shadows. Jeg har mange år senere undret mig over, at den flere år ældre Svend gad lege med sådan en bette fyr som mig.

Selvom Farmors tredje radio var en brugt Herofon fra sidst i fyrrene, var den alligevel væsentlig mere moderne end den gamle fra tredverne. Den havde bl.a. indgang for grammofon. En gang trak jeg en ledning fra kælderen og tilsluttede den til radioens grammofon-indgang. I den anden ende havde jeg tilkoblet en mikrofon. Gennem mikrofonen

Den foretrukne plade var Living Doll med Cliff Richard. Den blev spillet flittigt, når Svend inviterede til hyggeaften.

lavede jeg små radioudsendelser. En gang, mens jeg var i fuld gang, kom vores nabo Mikael Sørensen farende. Om det var Per, der lavede alle de striber på hans fjernsyn. Jeg fik slukket i en fart. Nu mange år efter er jeg sikker på, at det i hvert fald ikke kan have været min skyld, men at det sikkert var nogle af de atmosfæriske forstyrrelser, der ofte flimrede over skærmen, når barometret stod på højtryk. I sådanne perioder kom der ofte en udenlandsk station på skærmen, når man drejede på kanalvælgeren, enten fra Tyskland eller en sjælden gang fra Rusland.

Det blev efterhånden Mor for meget med den megen eksperimenteren på køkkenbordet, så en dag fik jeg overdraget et lille rum i kælderen, der tidligere havde gjort det ud for spisekammer. Det målte omkring 1½ X 1½ meter. Det indrettede jeg nu til et værksted, som Far hurtigt gav navnet ”Laboratoriet”. Der var et vindue ud mod kælderhalsen og under vinduet stod et bord, der fungerede fint som arbejdsbord. Jeg indrettede hylder til de efterhånden mange reservedele, der blev lagt i papæsker med navn på. Til højre var der et Europakort, hvor jeg havde afsat de fleste radiostationer og med en passer slået en cirkel, der viste deres omtrentlige rækkevidde. Neden under hang ugens radioprogram fra Demokratens lørdagsavis. Til jul var der juleudstilling i kældervinduet med elektrisk lys, vat, gran, nisser og det hele foruden naturligvis et udvalg af radiodele.

De første mange konstruktioner gjaldt krystalapparater i alle afskygninger. Apparatet skulle have en lang antenne for at give en hørbar lyd i hovedtelefonen foruden en jordledning. Jordledningen var lige ved hånden i form af vaskekælderens koldtvandsrør. Mere besvær bød antennen på, for den skulle mindst være 20 meter lang og hænge så højt og frit som muligt. Jeg forsøgte at fastgøre den ene ende til huset så højt oppe jeg kunne nå med stigen, mens den anden ende blev tøjret til tørresnorens træstolpe i havens fjerneste ende.

Det virkede nogenlunde, men ikke helt godt. Rigtig godt blev det først, da træstolpen blev forlænget med en træstang fra et gammelt ålejern. Stangen var drevet i land ved Rugaard Strand, som var et af de steder, søndagens spadseretur jævnligt gik til. Herved kom antennen op i 7 – 8 meters højde, der var fuldt tilstrækkeligt til at modtage signalet fra Kalundborg Langbøl-gesender og fra Mellembølgesenderen i Herstedvester med god styrke i hovedtelefonen.

Sådan skulle antenneinstallationen helst indrettes for at give et godt resultat jf.

Politiken: Min Hobbybog Bd. 1

Ålestangen var ganske tynd og ikke særlig robust, så jeg indrettet det således, at jeg kunne slække antennetråden, så den kom til at ligge henover jorden. På den måde skete der ingen skade. Til gengæld var al radiolytning umulig, indtil stormen igen var løjet af.

På den tid skete der noget, der i mine øjne kunne sammenlignes en mindre katastrofe. Jeg havde et par år forinden fået et værkstøjssæt fra Daells Varehus i julegave. Det eneste, der var tilbage, var en lille skruestik, der var blevet mit kæreste eje. En dag gik det galt. Skruestikken faldt på gulvet og gik i to stykker. Dybt ulykkelig og på sorgens rand var jeg. Ved aftenstid spænede jeg op til Hans Juhl for at se, om han ikke kunne lodde den sammen igen.

Værktøjssæt i julekataloget fra Daells Varehus 1957

Havde det været i dag, havde jeg nok kunnet regne ud, at det ikke lod sig gøre at lodde en skruestik af støbegods. Lidt senere fik jeg en loddebolt, så jeg kunne lodde de forskellige radiodele sammen. Loddebolten var ikke elektrisk, men skulle varmes op over gassen. Vi havde nogenlunde samtidig fået installeret centralvarme med et koksfyr, og det var perfekt til formålet. Kedlen stod lige uden for døren til mit arbejdsrum, så det var bare at stikke loddebolten ind i det gloende indre og vente, til den havde den rigtige temperatur, som var lige inden, den blev rødglødende. Så var det til gengæld med at få loddet i en fart.

På biblioteket i Hyllested-Rosmus Centralskole havde jeg lånt ”Byg selv en radio” bind 1, 2 og 3. Bøgerne hørte ikke til bibliotekets standardrepertoire, men var skaffet specielt hjem til ære for mig fra Hovedbiblioteket i Århus. Bogen indeholdt alle mulige konstruktioner, som den radioglade selvbygger kunne forsøge sig med. En anden mulighed var bogen ”Populær Radiomekanik”. Heri var samlet alle de bedste radiokonstruktioner fra tidsskriftet ”Populær Mekanik”.

Når de radiodele jeg havde fået af Hans Juhl ikke rakte, gik turen som regel til Grenaa. I Lillegade boede en af byens fire radiohandlere. Eskildsen & Sørensen hed firmaet.

I en af radiobøgerne havde jeg fundet et billede af en krystaldetektor, som var hjertet i de gamle krystalapparater fra radioens barndom. Sådan en var jeg helt vild efter at få fat i, og da jeg en dag fra centralen i Hyllested ringede op til forretningen i Grenaa og spurgte Sørensen, om de havde en krystaldetektor, blev min glæde stor, da der blev svaret, at de da så sandelig havde en hel kassefuld, og at jeg bare kunne komme ud og købe lige så mange det skulle være for 75 øre stykket. Stor blev min skuffelse, da jeg opdagede, at det blot drejede sig om en moderne efterfølger i form af en germaniumdiode med betegnelsen OA91. Dem havde jeg flere af i forvejen og havde benyttet i eksperimenter med krystalapparater.

Krystaldetektor fra radioens barndom.

På krystalapparatet kunne jeg altså modtage både Program I på langbølge og Program II på mellembølge. Det kneb derimod med de udenlandske stationer. Bedre blev det, da transistoren i begyndelsen af 1960erne blev mere almindelig og til at købe for penge. OC 71 stod der uden på papæsken, der husede vidunderet. Transistoren bestod af en lille sort cylinder tyndere end en blyant. Ud fra den ene ende strittede der tre trådforbindelser på række. En tråd til kollektor, en til basis og en til emitteren. Der var malet en rød prik ud for kollektoren. Det var vigtigt, at man ikke byttede om på tilledningerne, for så var de to kroner og femoghalvfjerds, som den havde kostet, smidt lige ud af vinduet. Når transistoren blev indbygget i krystalapparatet, kunne jeg høre enten den store tyske station i Königswusterhausen i hovedtelefon eller de danske programmer på højttaler. Forudsat altså, at det ikke var stormvejr.

Sådan blev der eksperimenteret i laboratoriet igennem lang tid. Måleinstrumenter havde jeg ikke råd til, mens hans Juhl havde vist mig, hvordan man kunne lave en måleopstilling, så man ved hjælp af lysnettet kunne måle, om der var gennemgang i en opstilling. Der skulle bruges en glimlampe. Konstruktionen indebar, at jeg havde direkte kontakt til lysnettet på 220 vekselstrøm. Passede jeg ikke på, kunne det godt give et gevaldigt rap over fingrene.

En af de første transistorer type OC71

Pris 2,75

Bedre blev det ikke af, at jeg stod direkte på kælderens cementgulv, så en dag, havde Far en stor gummimåtte med hjem fra asfaltfabrikken i Balle. Den var skåret ud af et gammelt transportbånd. På den måde blev jeg isoleret fra den farlige jordforbindelse gennem cementgulvet og undgik de helt store elektrochok i fremtiden.

Mine forældres gode venner Alma og Niels Hansen havde i 1962 fået en ny radio. Den gamle var ikke helt død, selvom den var fra midt i 1930erne. Neutrofon 3- Lampe Super stod der på skalaen - model U47. En dag rykkede radioen ind nu på værelset hjemme hos os, og ved hjælp af den hørte vi lørdag middag Top 10 listen fra den engelske sender i Droitwitch. Englænderne var åbenbart lidt længere fremme i skoene end Danmarks Radio hvad de seneste popmelodier angik, for der gik ofte en måned eller mere inden de samme melodier dukkede op herhjemme. Desværre kunne radioen ikke tage Radio Luxembourg. En dag gik også den i stykker. Jeg bar den ned i laboratoriet, hvor jeg forsøgte at få liv i den. Helt død var radioen nu ikke, for jeg husker, at jeg fik et gevaldigt rap over fingrene, mens jeg arbejdede med den. Jeg sendte Far og transportbåndet en venlig tanke og takkede for, at det ikke gik værre. Det lykkedes ikke at vække radioen til live, og så blev også den pillet fra hinanden. Radioen indeholdt bl.a. nogle fine blanke messingcylindre, der husede mellemfrekvenstransformatorerne. De var poleret lige så flot, som var det en dampmaskine.

Neutrofon model U 47 3-Lampe Super som vi i 1962 hørte TOP-10 på fra London.

Hvad skal du være, når du bli’r stor ?

Når nogen spurgte mig om det, kom svaret prompte: Jeg ska' vær' radiomekaniker!!! I skolen blev kortet i erhvervskartoteket med netop denne titel studeret flittigt, når der stod erhvervsvejledning på skoleskemaet. Jeg var blot usikker på, om min drøm kunne gå i opfyldelse, for en læreplads hang ikke på træerne. Jeg fik en forsmag på de kommende glæder, da jeg kom i erhvervspraktik hos J. P. Radio i Grenaa. Her fik jeg lov til lidt af hvert lige fra at sidde og skrue i radioer på værkstedet til at kravle rundt på byens tage og sætte fjernsynsantenner op sammen med Stereo-Aksel, en af firmaets højt betroede medarbejdere. Blandt andet blev den Herofonradio, jeg året forinden havde købt hos Dahls Radio for nogle af mine konfirmationspenge, underkastet et grundigt eftersyn og var toptunet, da praktikugen var omme.

Firmaets indehaver Jens Pedersen så jeg kun glimtvis. Han var legendarisk berømt fjernsynssælger og var i den egenskab altid på farten. Det er kendt, hvorledes han om morgenen forlod Grenaa i sin Opel Rekord stationcar højt belæsset med nye fjernsyn og antenner. På passagersædet sad yngste mand i firmaet. Turen gik ud i oplandet på jagt efter nye kunder. Det var let at se, hvor de potentielle kunder havde til huse ud fra, om der var fjernsynsantenne på taget. Det foregik typisk på den måde, at Bette Jens, som han altid blev kaldt, ringede på og spurgte, om han måtte have lov at demonstrere fjernsyn. Det hjalp godt til, hvis der en af de følgende aftener var noget særlig godt på fjernsynsprogrammet. De fleste sagde ja, og når aftalen var i stand, kravlede lærlingen op på taget og satte antennen op. Der var ingen købetvang og prøvetiden kunne strække sig til flere uger. Det siger sig selv, at langt de fleste af apparaterne fik sig et nyt hjem, når vanens magt havde gjort sig gældende.

På Realskolen i Trustrup traf jeg en anden lidelsesfælle, hvad radioteknikken angår. Det var Søren Holck fra Allelev. Vi diskuterede teknikkens mange problemer med stor iver, og det også om sommeren, når gymnastiktimen var forlagt til fodboldbanen på Trustrup Stadion. Her holdt vi som regel til i et af banens fjerneste hjørner, hvor aktiviteten var mere behersket. Skete det, at bolden ved et uheld kom ind på vores territorium, brølede gymnastiklærer E. Wind - Thomsen: ”Så spark da for hulen til den bold!” Når ordren var fra hånden, optog vi ufortrødent den afbrudte diskussion, og jeg tror, at vi herefter blev afskrevet som fremtidige fodboldhåb. I hvert fald var jeg altid var den sidste, der stod tilbage, når klassens fodboldhøvdinge skulle vælge hold.

Det var efterhånden en kendt sag, at der i Hyllested boede en dreng, der kunne noget med radioer. En af dem, der ofte sendte bud efter mig var Ane Mogens. Hendes radio var en Bang & Olufsen fra 1939 med typebetegnelsen Beolit 39 – i folkemunde kaldet ”Brødkassen” pga. af sit udseende. Radioen var lavet af bakelit, et helt nyt materiale, der kom frem netop i tredverne, og som gav radioproducenterne hidtil ukendte muligheder ved formgivning af radiokabinetterne.

Ane Mogens’ B&O radio, som jeg af og til fik en skilling for at bringe på rette bølgelængde, når rengøringsdamen havde været der med støvekluden.

Ligesom min farmors radio, stod Anes radio fast indstillet til Kalundborg Langbølgesender, men især når rengøringsdamen havde været der med støvekluden, kunne det hænde, at den havde tabt lyden. Og så kom jeg ind i billedet. Det var som regel blot at indstille radioen på den rigtige bølgelængde. Så var Ane glad igen, og jeg en skilling og et stykke brystsukker rigere.

I lære hos Markus

Efter i nogen tid at have løbet radioforhandlerne på dørene både i Ebeltoft og Grenaa, gik drømmen om en læreplads endelig i opfyldelse, da der blev oprettet lærekontrakt med en af Grenaas fire radioforretninger Markus – Djurslands Radio og Fjernsyn. Firmaet havde til huse i den i 1958 nyopførte biografbygning på Østergade nr. 7. Markus havde forretning og værksted til højre, mens KINOBAR optog lokalerne til venstre. I midten var indgangen til KINO foruden opgang til etagerne ovenpå, hvor Grenaa Politi holdt til. Allerøverst i en af taglejlighederne boede familien Markus. Far, Mor og 6 børn.

Astrid Markus ved skrivebordet i gang med regningerne. Kalenderen i vinduet viser 1962. Bag glasset anes værkstedet.

Foto: Guy Markus

Den 1. august 1967 ankom jeg kl. lidt i otte om morgenen til Grenaa efter at have kørt godt 20 km fra Hyllested på min NSU-Quickly knallert, der fik anvist plads i garagen bag biografen ved siden af politiets vogne. Den første, jeg mødte var fru Markus, der smilende bød mig velkommen og præsenterede mig for de øvrige medarbejdere på værkstedet. Det var svenden Per Lønskov og lærling Christian P. Mortensen. Lidt senere, ved 9-tiden, ankom Markus selv. Jeg husker ham som en lille ilter mand, og at jeg vist nok var lidt bange for ham i starten. Det gik dog hurtigt over. Som følge af min musikinteresse gik jeg meget op i Hi-Fi, der var en af hans store lidenskaber. Det fik vi os af og til en diskussion om, og jeg oplevede en gang efter fyraften at blive inviteret med ned i kælderen, hvor alle herlighederne befandt sig.

Kl. 13 mødte fru Nielsen – ekspert i grammofonplader. Markus var dengang byens førende pladeforretning. Fru Nielsen måtte også af og til sammen med fru Markus fungere som vinduesdekoratør. Morgenduelige kunne kl. fem om morgenen se de to i færd med at tømme vinduerne og vaske af, inden de nye ting kunne komme på plads til butikken skulle åbne klokken ni. Hver dag klokken tre kom fru Markus med kaffe og kage fra Brødrene Lassen Konditori skråt overfor. Kaffen blev serveret i klare glaskopper, og hvis kaffen en dag var særlig gennemsigtig, fik den denne replik fra fru Markus med på vejen: ”Nå, den er nok blevet lidt tyndbenet i dag”. Og det var den vist ofte, siden jeg husker det så mange år efter.

På det tidspunkt var der fire radioforretninger i Grenaa. Det var Markus, J.P.Radio på Søndergade, Dahls radio på Torvet og Eskildsen & Sørensen i Lillegade. Ifølge Politikens ”Hvem – Hvad – Hvor” var der i 1967 ikke mindre end 9054 fjernsyn i Grenå politikreds, så det store opland iberegnet var der rigeligt arbejde til alle.

Af min lærekontrakt fra dengang fremgår det, at arbejdstiden var 44 timer om ugen, og at timelønnen det første år var 1,20 kr. Det gav en ugeløn på 52,80 kroner og var en stor fremgang, for det svarede godt og vel til, hvad jeg tidligere havde tjent om måneden ved at gå med aviser. Ugelønnen rakte endda så godt, at jeg kunne købe et brugt Bravour 21” fjernsyn til mine forældre, der indtil da ikke havde haft fjernsyn. Det blev afdraget med 25 kr. om ugen indtil de 450 kr. var betalt.

Jeg fik anvist i en plads i det forreste af de to værkstedsrum, og lige fra den første dag blev jeg betroet at reparere radioer, pladespillere og båndoptagere. Vi gjorde meget ud af at støvsuge og rengøre apparaterne dengang. Det indebar, at man af og til også måtte pudse skalaglassene på radioerne, for at få dem rigtig fine. Jeg gik i gang med krum hals og vaskede skalaen på en B&O transistorradio godt og grundigt af under vandhanen med det resultat, at alle stationsnavnene lidt efter lå nede i vasken. På den måde fandt jeg ud af, at teksten på radioskalaerne var sat på akkurat som datidens overføringsmærker.

Bela og Guy Markus fotograferet nogle år før min læretid.

Markus var noget af et geni, når det gjaldt reparation af fjernsyn, som var det, han oftest tog sig af dengang. Selv de mest umulige apparater, som andre havde opgivet, fik han til at virke. Af og til måtte der en mindre ombygning til. Det kunne betyde, at kunden skulle vænne sig til at nogle af knapperne havde fået ny funktion. F.eks. at tonereguleringen, som til nød kunne undværes, kom til at virke som ”lodret hold”. En anden gang reddede han et gammelt fjernsyn, hvor billedrøret kortsluttede en gang imellem ved, i et særligt ophæng, at anbringe en træpind, der gik ind på billedrørets hals. Når man bankede ganske let med pinden forsvandt kortslutningen, og billedet tonede atter frem. Impulsiv kunne Markus også være, så bølgerne kunne af og til gå lidt højt. Især tog han og Christian nogle gevaldige ture ind imellem. Diskussionerne sluttede ofte med et ” Christian, man skulle hovedvis ikke være så fræk!” Det impulsive kunne også give sig udslag på anden måde, som da han engang fandt ud af, at Fru Nielsen i butikken havde fødselsdag. Resolut strøg han over i Kino-bar og kom tilbage med isanretninger til hele firmaet. Og ikke nok med det – det samme gentog sig de næste to dage!

Inden jeg i foråret 1968 fik kørekort – og jeg fik det bogstaveligt talt, for Markus betalte de 475.- kr., der var prisen for 7 køretimer hos kørelærer Gunni i Hyllested - blev jeg ofte sendt på fjernsynsservice rundt i byen. Det foregik fra en Long-John budcykel, som jeg forsøgte, det bedste jeg havde lært, at styre rundt på. På laddet havde jeg en kuffert med forskellige fjernsynsdele.

Markus’ forretning i biografbygningen Østergade 7. Selvom billedet stammer fra 1958, ser det hele ud som da jeg fra 1967- 71 havde min daglige gang i huset. Kinobar lå til venstre som pendant til radioforretningen. Foto: Guy Markus 1958

Jeg mødte ofte en anden cykelkollega. Det var Georg Rasmussen, der på trods af sine mange pund, elegant bevægede sig rundt i byen på sin budcykel højt belæsset med pakker, der skulle bringes ud. Af og til gik turen over Torvet, netop som det gamle klokkespil i Grenå kirkes tårn satte i med sin middagsmelodi. Dengang kunne jeg næppe forestille mig, at jeg der skulle få en fremtidig arbejdsplads. Kunne jeg ikke klare reparationen fra budcyklen, måtte jeg tilbage senere og hente apparatet sammen med lærlingekollegaen Christian, der havde kørekort. Jeg husker især Glarmester Roses enorme Philips fjernsyn, som vi baksede ned fra anden sal derhenne på Torvet 9, i den ejendom, der i 2008 udbrændte, og som nu er genopført.

I de perioder, hvor Christian var på skole, havde jeg god hjælp af Kristen Jakobsen fra Åstrup, der arbejdede på skiftehold på Papfabrikken og derfor godt af og til kunne afse tid til at hjælpe med sætte antenner op. Han har siden fortalt mig, at han var svært nervøs engang, da vi var på antennearbejde på en ejendom ude på Stenvadkanten, hvor jeg i frost og sne måtte op på en høj vaklende skorsten for at udskifte et rustent skorstensbeslag, mens han nede på den isglatte tagryg balancerede rundt med en 6 meter lang antennemast. Århussenderen rakte kun med nød og næppe ud til det nordlige Djursland. Det var derfor nødvendigt med store antennemaster, og efter en efterårsstorm kunne det blive svært at nå hjem til fyraften, når det rygtedes at radiomanden var i området. En gang blev klokken hen ad 22 inden vi kunne rette kursen mod Grenaa efter en lang arbejdsdag i Bønnerup Strand, hvor antennemasterne skulle være særligt høje.

I sommeren 1968 var der en stor begivenhed på Sostrup Slot, der samlede prominente katolikker fra hele landet og en del af Europa. Overalt i slottets rum blev de flere hundrede gæster bespist. Dagen før havde jeg rigget mikrofonanlæg til med højttalere, så de mange taler på forskellige sprog kunne høres af alle. I et hjørne på et centralt sted sad jeg, der var bedt om at møde op i hvid skjorte og slips, og styrede teknikken, mens jeg ind imellem fik tid til at indtage lidt af festmenuen.

Vi kom af og til på slottet, for selv om det også dengang var indrettet som kloster, forsagede man ikke verden uden for murene. Det betød, at der allerøverst på loftet var anbragt en hel række fjernsynsantenner med kabler, der forsvandt ned til de forskellige rum flere etager nede. Engang, da jeg var ved at sætte en antenne op på et af tagværkets spær, inden for trekantgavlen over vindebroen, gav det gangbræt jeg stod på sig pludselig til at knage og give efter, og i samme øjeblik knækkede det midt over. Til alt held lykkedes det mig at gribe fat i et reb, der hang ned ved siden af. Det viste sig at være en af lodsnorene til slottets gamle tårnurværk, der vist ikke havde gået i mange år. Den pludselige vægtforøgelse på lodderne vakte slagværket til live, og mens klokkerne bimlede og bamlede, fik jeg mig firet de 5- 6 meter ned i sikkerhed.

Nede i slotsgården holdt firmaets servicevogn - en ikke helt ny Ford Thames med reklamer på siden og en jernstige på taget, der kom i brug, når der skulle sættes antenner op. Bilen havde ratgear og transmissionen til gearkassen gik under vognen via nogle lange stænger. Systemet var lidt sårbart, så stængerne af og til satte sig fast. Det betød, at man midt ude i det lysregulerede kryds på Torvet eller et andet sted måtte ud i trafikken og vriste dem løs for at komme videre. I julemåneden 1969 havde Grenaa Handelsstandsforening taget initiativ til, at alle byens handlende skulle køre i kortege byen rundt i flot pyntede biler. På Markus´ bil havde vi foran anbragt en stor oppustelig snemand, hvor der på maven stod: ”Jeg vil osse ha´ en DUX”. DUX var et af datidens kendte mærker, men åbenbart ikke mere end at mange børn troede, at det var snemanden, der hed sådan og derfor kom ind i forretningen og spurgte på sådan en. Da den gamle Ford Thames ikke kunne mere, leverede Fiat-forhandler Jens Jensen på Randersvej en splinterny Fiat 238. Det var et dårligt bytte. Bilen stod det meste af tiden på værksted, og kostede næsten penge at komme af med, da den efter få år blev kørt på skrotpladsen.

Allerede dengang var jeg så småt begyndt at slå ind på det, der skulle blive min senere levevej. En gang om ugen gik jeg til orgelundervisning hos Linna Pedersen i Rosengade, og jeg er overbevist om, at Fru Markus havde stor tiltro til mine musikalske evner. Det fik jeg et bevis på, da jeg en dag havde været oppe på taget ved den store antennemast. Jeg skulle skifte en dårlig antenne ud eller måske montere en antenne til den nye kanalomsætter på kanal 11 og havde da stået og hamret på et rustent beslag for at få det løs. Lyden havde åbenbart forplantet sig ned igennem bygningen, og jeg var noget forbavset da fru Markus lidt senere spurgte mig, om hvilken melodi det var, jeg havde hamret.

Familien Markus havde naturligvis en fransk bil til privat brug. Det var en Renault med den karakteristiske paraply-gearstang. Første gang jeg sad bag rattet i den, var da jeg en dag fik til opgave at køre den hjem fra en mekaniker nede ved havnen. Da jeg nåede tilbage undrede de andre sig over, at det havde taget så langt tid. Forklaringen fik de, da jeg måtte gå til bekendelse og fortælle, at jeg kun havde kunnet finde 1. gear og derfor havde måttet liste i snegletempo langs fortovskanten de 2½ kilometer op ad Havnevejen til Østergade.

Østergade blev lavet om til gågade engang i 1968. Det var åbenbart gået hen over hovedet på mig, for en af de første dage efter var jeg lige på nippet til at få en bøde, da jeg frisk og frejdig parkerede bilen ud for radioforretningen. Det krævede store overtalelsesevner at slippe med en advarsel. Betjenten var Viggo Hedegaard Sørensen i daglig tale kaldet ”Skuffen”, og han var absolut ikke til at bide skeer med. Måske hjalp det lidt, at jeg somme tider havde snakket med ham ved garagerne omme bagved, når jeg var ude at tømme skraldespand.

Indholdet af skraldespandene skaffede kommunens folk af vejen, men drejede det sig om storskrald gik turen ud til lossepladsen ved Ringvejen. Det var for det meste gamle fjernsyn og radioer, der røg ud over kanten ned til dagrenovationen. Billedrørene, der fra fabrikken var suget næsten lufttomme, skulle knuses for ikke at anrette skade skade, hvis nogen var uheldig og slå dem i stykker. Det havde vi meget sjov ud af, når vi på en 4-5 meters afstand skød til måls efter en række udtjente fjernsyn. Ramte vi lige i plet på billedrørshalsen, der var det mest sårbare sted, stod det om ørerne på os med glassplinter. Nu er mågeskrigene forstummet derude, men det bliver interessant, når arkæologerne om nogle hundrede år støder på de gamle fjernsyn der, hvor grenåenserne i vore dage slapper af med at spille golf.

Billedrøret var fjernsynets dyreste reservedel. Der var derfor en del selskaber, der slog sig op på at sælge særlige billedrørsforsikringer. Det var imidlertid yderst sjældent, at forsikringspolicen kom op af skuffen. Alligevel gik det galt hos familien Nielsen på Hornslethsallé i Grenaa, der en morgen blev vækket at et øresønderrivende brag. Indtil et af familiens medlemmer opdagede at stuen var oversået med glassplinter, var man overbevist om, at det var ”Kvæleren” (Dansk- Norsk Kvælstoffabrik) ved havnen, der var røget i luften.

Engang imellem skete det, at kunderne klarede reparationsarbejdet selv, som det var tilfældet med en landmand i Skindbjerg, der boede tæt på højspændingstransformatoren. Det indebar, at spændingen på stikkontakten af og til var rigeligt høj. Når det skete, reagerede fjernsynsbilledet ved at give sig til at rulle. I stedet for at sende bud efter radiomanden, fandt gårdejeren på at sætte en elektrisk varmeovn til samme stikkontakt som fjernsynet. Varmeovnen fik spændingen til at falde så tilpas meget, at billedet stod roligt på skærmen igen.

Der har været flere gange, hvor jeg har holdt vejret og bedt en stille bøn om, at ikke noget skulle gå galt. Det gjorde jeg f.eks., da jeg en dag stod oppe på taget af Brødrene Lassens Konditori i Østergade i færd med at reparere fjernsynsantennen. Taget var ikke alt for stabilt og pludselig løsnede der sig en tagsten. Jeg kan endnu genkalde den skurrende lyd, da den tog retning ned mod tagrenden for et øjeblik efter at lande med et klask på den befærdede Østergade en lille halv snes meter nede. Heldigvis kom ingen til skade. En anden gang, det var juleaftensdag 1968, fløj jernstigen af taget på bilen og slog gnistrende ned i asfalten en fire-fem meter længere fremme ud for konkurrenten J P Radio. Også denne gang slap vi med skrækken.

Sådan så der ud i det nyindrettede stereorum i kælderen. Her kunne man, ved hjælp af et kompliceret omskiftersystem, lytte til en hvilken som helst kombination af radio, båndoptager, pladespiller og højttalere. I knap 14 dage gik jeg dernede og monterede ledninger og stik, der var holdt sammen af næsten 1000 lodninger. Der er svensk tv på fjernsynsskærmen. Foto: Guy Markus 1969

Radioanlæg med stereolyd fra grammofonplader og bånd var efterhånden blevet ret almindelige. Det kan derfor næppe undre, at jeg og vores værkstedspraktikant Tommy Møller Pedersen fra Trustrup rystede på hovederne over lektor Ostenfeldts lydanlæg. Det bestod af en TO-R radio, Merkur 248 fra 1947 og en TOGA pladespiller fra midt i halvtredserne. Datidens moderne pladespillere arbejdede med et nåletryk på 2 - 3 gram. Nåletrykket på TOGA´ens pick-up var tæt på ½ pund. Den havde dog en safirnål, der kunne holde til mange pladeafspilninger. For at sikre, at nålen ikke blev for slidt, så den ødelagde pladerne, leverede producenten den nye nål i en lille papemballage, der var forsynet med små felter langs alle sider. Det var da meningen, at kunden skulle slå et kryds for hver afspillet plade. Der blev ført nøje regnskab med grammofonmusikken i det Ostenfeldt´ske hjem, og når alle felter på den lille papskive var udfyldt, blev der ringet til Markus med besked om ved lejlighed at sende deres unge mand ud med en ny nål. Gik der en lille uges tid eller mere inden vi fik tur til Norddjursland, stod grammofonen stille så længe. Det hører med til historien, at ejeren var ovenud tilfreds med sit lydanlæg og bedyrede at det, trods den - i mine øjne - bedagede teknik, fik alle tonerne med.

Mens alt dette stod på var Guy inde som soldat i Farum, og det lå i luften, at han en skønne dag skulle komme hjem og overtage det hele. Det skete i foråret 1968 og blev omtalt således i den lokale presse: Fra far til søn - Ingeniør Bela Markus, der i ca. 15 år har haft forretning i Grenaa, har nu overdraget firmaet til sønnen radiotekniker Guy Markus, der i en årrække har været medarbejder i faderens forretning. Generationsskiftet betød store ændringer for firmaet, der nu blevet ledet efter de mest moderne retningslinier. Fru Markus fortsatte dog i endnu en årrække i firmaet, inden hun trak sig tilbage.

I 1968 var teknikerne kommet langt med farvefjernsynet. De første modeller fra B&O, Philips, Arena og Eltra var allerede på markedet, men endnu var der ikke meget andet end prøvebilledet at kigge på. Længselen efter farver på skærmen blev for alvor tilfredsstillet, da DR transmitterede Olympiade fra Mexico i 1968. Vi holdt pause alle mand for at se åbningen den 12. oktober. Der var naturligvis også opstillet et fjernsyn i butiksvinduet, hvorfra begivenheden blev fulgt af forbipasserende. Det var en oplevelse, der satte sig spor, selvom teknikerne havde visse problemer med konverteringen af det amerikanske NTSC system til det europæiske PAL-system. Det betød, at farverne ind imellem blev forkerte, så Norma Enriqueta Basilio de Sotela der, som den første kvinde tændte den olympiske ild, engang imellem var blå i ansigtet, mens ilden var grøn.

Jeg husker det første farvefjernsyn, som Markus leverede. Det var til en ejendom i lavningen mellem Vejlby og Homå. Skærmen var 25” stor og prisen på apparatet fra Philips var 7350.- svarende til tre gange så meget som et sort/hvidt fjernsyn kostede. Fjernsynet var så tungt og uhåndterligt, at vi var tre mand til at bære det. Teknikken var tilsvarende kompliceret, og skeptikerne spåede, at der skulle lige så mange teknikere til for at vedligeholde godt en snes farvefjernsyn.

Det første farvefjernsyn, som Markus i 1968 leverede var denne model fra Philips. Der skulle tre mand til for at flytte apparatet, der målte 54 cm i højden, 71 cm i bredden og 55 cm i dybden. Den indeholdt 24 rør foruden 37 halvledere og et væld af modstande og kondensatorer.

Det med at vedligeholde fjernsynene var noget, der kom til at udfylde en del af min fritid, for der gik ikke længe inden folk i Hyllested fandt ud af at sendte bud efter mig, når der var noget galt med fjernsynet. For som de fleste sagde: ”Du kan jo li’så godt tjene de penge”. Jeg tror nu nok, at det i virkeligheden skyldtes, at man i det mindste kunne spare momsen og en god bid af arbejdslønnen. Kunne jeg ikke klare reparationen på stedet ved at udskifte et rør eller lign. kom fjernsynet sædvanligvis med på værkstedet i Grenaa. Vel at mærke til normal værkstedspris. Der var omkring 23 rør i et almindeligt sort/hvidt fjernsyn, så der var nok at tage fat på. En dag da jeg servicerede fjernsynet hos byens reservepost, var det på netop det tidspunkt af dagen, hvor nogle af byens mænd plejede at mødes til en fyraftensbajer. Fra min plads bag det det 17 tommer store Arena fjernsyn overhørte jeg følgende ordskifte, som jeg den dag i dag ikke kan lade være at more mig over. Det var posten, der lagde ud: ”Ha’ så, Ska’ do ent’ ha’ en bajer til? ”Nej, nej” blev der svaret ”Jeg har få’t mine 6!”

En af begivenhederne i 1969 var den store udstilling i Bella Centret ”Electronica 69”, der var den første rigtige danske medieudstilling. I flere biler drog vi en lørdag morgen i august 1969 af sted med Grenaa-Hundestedfærgen og tog retning mod København. Akkurat som Danmarks Radio i 1950 havde opbygget et fjernsynsstudie ved den store radioudstilling i Forum, havde de i Bella Centret opbygget et fuldt moderne farvefjernsynsstudie, hvorfra der blev sendt farvefjernsyn til hele landet med udstillingsgæsterne som publikum. I et andet studie kunne man, på et givet signal, klappe og huje med i det populære radioprogram ”Hvornår var det nu, det var” med Claus Walther som quizmaster og Arne ”Myggen” Hansen, der truttede i Øv-hornet, når der blev svaret forkert. Lørdagen sluttede med besøg i Tivoli og et lille nysgerrigt vend ned i Istedgade. På et tidspunkt var jeg sammen med den lidt ældre Svend Nielsen sakket lidt agterud, men vi fik travlt med at indhente selskabet, da der pludselig sejlede en ældre skude op på siden af os. Hun gav Svend et bramfrit klap på skulderen, mens hun med grødet stemme udbrød: ”Makker, det er min omgang!”

Der begyndte nu så småt at komme farver på fjernsynets udsendelser. De var nemme at få øje på i programoversigten, hvor de var mærket (F). Der skulle dog gå helt til 1976 inden TV-avisen blev sendt i farver.

Vi havde et fristed hos smed Kjeldsen og hans kone Inger i Fuglevænget. Der var altid hygge og tid til lidt snak og en kop kaffe, når vejen faldt forbi. Jeg er dog ikke sikker på andet end at det også trak det lidt, at Arne Kjeldsen og hans kone havde et par kønne døtre. I det hele taget var kunderne ikke sene til at byde på kaffe. Kaffebordet stod altid dækket hos gårdejer Jens Pedersen i Thorsø og mange andre steder, når radiomanden var i vente. Og kaffetåren blev aldrig skrevet på regningen.

I 1964 havde en gruppe radioforhandlere slået sig sammen og dannet Expert-kæden. Den blev Markus nu også medlem af. Det betød nye varer til konkurrencedygtige priser men også, at vi nu skulle til at gå rundt i fine grå kitler med blå ærmekanter og revers. De var lavet af noget modbydeligt kunststof og ikke særlig behagelige at gå med i sommervarmen, men flotte og genkendelige så vi ud.

Et kig ind i radioværkstedet på Nørregade i 1971. Fra venstre ses teknikerne Jørgen Brændstrup, Gunnar J. Ladefoged, Per Rasmus Møller og Christian P. Mortensen. En del af måleinstrumenterne på hylderne i baggrunden kan i dag ses på Djurslands Museums radioudstilling. Foto: Guy Markus

I kælderen under radioforretningen allerinderst var der et stort rum, der blev brugt til opbevaring af de mange papkasser, som såvel radio som fjernsyn var emballeret i. Kasserne skulle gemmes og udleveres sammen med apparatet, når det blev solgt. I samme rum var der noget andet, der gjorde, at mine besøg dernede ofte blev særligt langvarige. Der var nemlig utallige hylder fyldt med gamle radioer, som Bela Markus havde samlet i årenes løb. De fleste var fra før krigen, og dristede jeg mig til at spørge til de gamle apparater, fik jeg det svar, at dem skulle jeg bare holde fingrene fra. Stor var min ærgrelse, da jeg et par år efter min læretid opdagede, at de alle på nær et enkelt apparat, var blevet smidt ud i forbindelse med, at Markus i 1973 fraflyttede biografbygningen. Det eneste apparat, der er bevaret, er et krystalapparat, som Bela Markus omkring 1930 byggede til sin senere hustru.

I slutningen af 1970 blev der for trangt på værkstedet på Østergade. Stenhugger Øvlesens hus på Nørregade blev ledigt, og der flyttede vi ind og indrettede en ny serviceafdeling. Medarbejderstaben var da udvidet ganske betydeligt. 1970 var også året, da firmaets grundlægger Bela Markus døde og blev begravet i de ukendtes jord på Grenaa kirkegård. Han nåede at se sit gamle firma i rivende vækst inden han lukkede sine øjne.

Lige fra starten havde Markus været optaget af at fange signaler fra Sverige og, under gode vejrforhold, også fra Tyskland. Men det krævede meget høje antenner. Da antennemasten var kostbar, var det en stor investering for en enkelt person, så firmaet begyndte at installere fællesantenneanlæg først i boligejendomme på Bakkehegnet med en 20 m høj mast, så 40 m master på Fuglevænget, og den højeste mast, der blev opsat var i skovområdet ved Fuglsang med en kæmpe på 80 m. Udsigten fra toppen af masten var ubeskrivelig. De forsvandt, da områderne blev forsynet fra det nuværende byantenneanlæg.

Den 1. august 1971 udløb min lærekontrakt. Allerede i juni måned havde jeg aflagt svendeprøve på Viborg Tekniske Skole og kunne nu kalde mig radiomekaniker. Jeg fortsatte dog et godt stykke tid som løs hjælp, men engang i sommeren 1972 havde jeg min sidste dag hos Markus. Firmaet havde da to afdelinger, idet man åbnede en afdeling for radio og fjernsyn i Nørregade, på det sted hvor Sigvald Andersen er par år senere byggede den nuværende ejendom. Butikken i Østergade fortsatte som specialafdeling for grammofonplader og indspillede kassettebånd med Fru Nielsen som daglig leder. Grammofonplader var en stor artikel dengang. En fredag op mod jul i 1971 røg omsætningen op på over 8000 kr. alene i plader og bånd. Da kostede en LP 34,50 kr. så det har været ikke så få, der er gået over disken på en enkelt dag.

Efter læretiden

Det lå i luften, at jeg skulle arbejde videre med elektronik, så jeg fik optagelse på Aarhus Teknikum med henblik på at blive svagstrømsingeniør. Det blev imidlertid musikken, der fik overtaget, og efter godt et års tid meldte jeg mig ud, hvorefter jeg lagde mig i selen for at dygtiggøre mig indenfor orgelspillet. Der skulle imidlertid også brød på bordet, så det blev til mange år på radioværksted inden jeg i 1991 sagde endeligt farvel til en professionel tilværelse med radioer. Først var jeg ansat hos Løgten Radio & Tv v. Christian Broe, senere i samme firma med Lars Sørensen ved roret, og til sidst hos Viggo Jensen, TV- huset i Rønde. Da var udviklingen for længst løbet fra den gammeldags måde at reparere på med fejlfinding på komponentplan. Det var kun de dyreste apparater, der fik en chance på reparationsbordet. Transistorradioer, billige musikanlæg o.l. blev som regel kasseret inden de nåede så langt, selvom mange af dem kunne repareres uden den store møje. Værkstedstimeprisen var nået op i nærheden af 350 kr. + moms, så det siger sig selv, at det ikke kunne betale sig at reparere et apparat til 500 kr.

En radiosamling opstår

Selvom musikken nu opfyldte en stor del af min tilværelse, levede interessen for de gamle radioer uanfægtet. I slutningen af 1970erne lagde jeg så småt grunden til det, der skulle blive til en samling på flere hundrede apparater. Da vi var nået til 1999 var samlingen oppe på så mange apparater, at jeg en dag bankede på døren hos museumsinspektør på Djurslands Museum Brita Mosdal og foreslog, om ikke det var noget for museet at arrangere en særudstilling i anledning af Danmarks Radios 75 års fødselsdag. Udstillingen skulle belyse radioens udvikling såvel nationalt som regionalt gennem de mange år. Ideen vandt umiddelbart gehør, og gennem de første måneder af år 2000 havde jeg jævnligt en bilfuld gamle radioer med til Grenaa. Det blev også til enkelte lånte apparater dels fra Karl Glerups samling i Sønder Homå og fra en tidligere radiohandler i Ryomgaard.

Den 1. pril 2000 fandt åbningen sted af ingen ringere en Nis Boesdahl fra Danmarks Radio. Det skete under stor mediebevågenhed og blev overværet et talstærkt publikum. Udstillingen blev i det halve år den stod besøgt af en stor publikumsskare, og opnåede desuden at blive genstand for indslag i både radio og tv. Flere radioer kom til efter at jeg en mandag formiddag i sommeren 2000 ringede til ”Det åbne marked” – et radioprogram fra Østjyllands radio. Her kunne man efterlyse alle mulige ting og sager.

Nis Boesdahl, Danmarks Radio, Museumsinspektør Brita Mosdal og Per Rasmus Møller fotograferet ved åbningen den 1. april 2000 på 75-årsdagen for Danmarks Radios start. Foto: Flemming Højer

Min efterlysning gjaldt andre radiosamlere, som jeg gerne ville i kontakt med. Dem kom der ingen af. Til gengæld ringede folk fra fjern og nær om gamle radioer, de gerne ville overlade til min samling

Efter at udstillingen hen på efteråret blev lagt i mølpose, modtog museet fortsat en række forespørgsler fra folk, der gerne ville se de gamle apparater.

Det kom derfor ret hurtigt til at stå klart, at der var et potentiale i de gamle radioer, og ikke længe efter begyndte ideen om en permanent udstilling på museet at tage form. Det blev til virkelighed, da en tidligere udstilling om lertøj blev nedlagt, og den 1. oktober 2004 blev radioudstillingen ”Den lyttede de til” åbnet af tidligere radioforhandler i Grenaa Guy Markus, der havde taget turen hjem til Grenaa fra Mexico.

I klunkestuen ved en af samlingens første apparater, en UNICA jævnstrømsmodtager fra 1927 – en såkaldt ligkiste - med tilhørende Telavox højttaler. Foto: Djurslands Museum 2000

Jeg havde samtidig sat gamle medarbejdere fra Markustiden stævne, og det blev en på alle måder både bevægende og minderig dag. En del af apparaterne er indsat i tidstypiske miljøer. I en klunkestue fra tyverne står den store grammofon med blankpoleret messingtragt, en to-lampe modtager med hovedtelefon og det obligatorisk Junghans vægur tikkende på den ene langvæg. En stue fra begyndelsen af tresserne er bygget op omkring et sort/hvidt fjernsyn, en ultramoderne B&O radio i fyrretræ med orange front foruden en citrongul Philips pladespiller med indbygget forstærker og højttaler. I rummets modsatte side findes et fungerende radioværksted fra 1957 med alt tilhørende indenfor måleinstrumenter foruden et butiksvindue, som man kan forestille sig, det på den tid har set ud hos Djurslands Radio & Fjernsyn. Som noget af det seneste er der indrettet et produktionsværksted fra sidst i tyverne i lighed med dem, der var i Ørum og Stenvad og hvor der blev produceret radioer til lokalområdet.

To gange om året i forbindelse med Open by Night og med museets julemarked er radioudstillingen bemandet. Mange af de gamle apparater er ved denne lejlighed vakt til live. F.eks. kan de ofte 800-900 besøgende kigge indenfor i stuen fra 1960erne og dvæle nogle minutter i sofaen, smække benene op på teaktræssofabordet og se et program fra dengang på det sorthvide fjernsyn. Det bliver til megen snak om gamle dage og om oplevelser ved højttaleren eller ved fjernsynsskærmen, og jeg kan ikke andet end at sige, at det er det hele værd, når én og anden standser op med et: ”Neeej! Kom og se! Så’n en grammofon har jeg haft engang!”

Udstillingen på Djurslands Museum har medført, at mange har henvendt sig og tilbudt apparater til min efterhånden meget omfattende samling. Interesseområdet er dog afgrænset til starten af halvfjerserne, hvor der gik skred i designet af Hi-Fi i retning af mindre interessante firkantede kasser. De mere pladskrævende fjernsyn er kun repræsenteret ved nogle få eksemplarer fra fjernsynets barndom. Heriblandt et meget sjældent amerikansk RCA fjernsyn fra 1948, der måske er landets ældste.

Da jeg var barn, var et at mine største ønsker at få fat i en rigtig gammel radio af den type, jeg er fotograferet sammen med i klunkestuen på Djurslands Museum. Sådan en lykkedes det mig aldrig at få fat i. I den forbindelse er det ejendommeligt at tænke på, at jeg i dag har så mange apparater af netop den type stående, at jeg af pladshensyn har været nødt til at forære flere af dem til andre samlere.

retur til start