Foreningen udgiver 6 gange om året medlemsbladet Resonans . Det indeholder relevante artikler om radio-historie, radioteknik, referater fra afholdte ekskursioner, byttedage med mere.

Redaktør  Steen Rønn   98  921635      steenroenn@mail.dk.

I Resonans’ nummer for januar 2012 kan medlemmerne af RFV læse bl. a. følgende:

MIN TID SOM RADIOMAND

GAMMEL STRUER-DRENG FORTÆLLER OM BL. A.
GODT  7 UNGDOMSÅR  HOS B&O  OG AUDIOLA

Af Knud Høyer, Helsingør

Jeg er født i Struer den 16. august 1922 som nr. 2 ud af en drengeflok på 4. Mine forældre var Else Marie og Ivan Høyer. Min far var lokomotivfyrbøder og passede således fint ind i det, som dengang var jernbanebyen Struer. Jeg blev døbt i Struer Kirke og fik navnet Knud Høyer. Min mor har siden fortalt mig, at det i sommeren 1922 regnede hver eneste søndag, og det kan ikke have været forureningen, som dengang var årsag til det.

Jeg gik 8 år i Struer Borger- og Realskole og sluttede min skoletid i april 1937 med en halvdårlig mellemskoleeksamen. Jeg fik dog rent ug i fysik, som nok var lidt af en foræring, idet lærerens datter blev eksamineret lige før mig. Hendes far kom bagefter smilende ud og sagde, at “begge de to små mennesker fik ug.“ Jeg har åbenbart ikke være så stor dengang, men måler da nu stadig over 1 meter og 80.

Som så mange andre drenge i byen kom jeg i en alder af 14 år gammel ud på radiofabrikken, hvor man jo fik en kæmpeløn på 12 kr. om ugen. En voksen arbejdsmand fik dengang 48 kr. og en faglært maskinarbejder godt 60 kr. Jeg begyndte hos Lauritsen (fra Boris), hvor jeg bl.a. lavede noget med drejekondensatorer. Men da arbejdet slap op, blev også jeg fyret, og var således arbejdsløs - for første og sidste gang i mit lange liv. Det varede dog kun kort tid. Så kom jeg hen til Helmer Nielsen i spoleafdelingen, og dér var jeg til engang i 1942, da jeg  kom til at trimme radioer. Jeg var altså hos Helmer Nielsen i 5 år uden at blive fyret. Men man var jo også billig arbejdskraft, til man blev 18 år.

Helmer Nielsen var en meget flink, dygtig og sympatisk mand, og jeg husker kun én gang, at han bebrejdende sagde til mig: ”Det kan godt være, at du selv er glad for det fløjteri, men vi andre er nu ikke så begejstrede.“

Mit arbejde bestod mest i, at skrue jernkerner i spolesystemer eller hvad de nu hed. Jernkernerne fik vi fra Siemens i Tyskland, og de var ikke altid lige vellykkede, så der kunne være problemer med at få dem sat ordentlig i.

Fyringer og genantagelser

Jeg var som sagt hos Helmer i 5 år uden at blive fyret. Men vi var også flere gange de eneste på afdelingen. Det var for det meste kort tid før jul, at Helmer gik den tunge gang rundt og meddelte, at der desværre ikke var mere arbejde nu, men så snart der blev noget igen, ville der blive sendt bud. Arbejdsløshedsunderstøttelsen for en almindelig arbejder var dengang i 18 kr. om ugen + lidt anden hjælp - eller godt en tredjedel af en normal løn. Så der blev smalhals i de små hjem.

I løbet af en måned eller to blev der i reglen arbejde igen, og det var så mit behagelige job at cykle rundt og fortælle, at nu skulle de i gang igen, og ih, hvor blev de dog glade, slog mig skulderen og sagde: ”Tak, for det, Knud!“

Jeg følte mig altid godt tilpas og blev aldrig blevet mobbet eller på anden måde generet i de 6½ år, jeg var hos B&O. Vi sad mange gange ret tæt sammen, men jeg kan ikke huske, at det har været til nogen gene. Tværtimod, så hyggede vi os og da arbejdet sjældent krævede de store hjernevindinger, gik snakken livligt om stort og småt – selvfølgelig uden forringelse af arbejdskvaliteten. Man var heldig, hvis man korn til at sidde i nærheden af Niels Jensen og høre hans beretninger fra hans tidligere liv; de var alt andet end kedelige.

I flæng vil jeg nævne navnene på andre, som jeg kan huske, at jeg arbejdede sammen med. Af damerne var der Helga Graakjær, Erna Appel, søstrene Lægaard, Ellen Holm, Ida Kramer og Ellen og Nicoline, som jeg ikke kan huske efternavnene på. Af mændene var der Hagen Krabbesmark, Peter Lundsgaard fra Bøvling, den lille urmager Mikkelsen, Poul Arne Hartvig, Knud Kongsgaard, Anton Kaas Mortensen, Leif Bech Hald, Svend Nielsen og Helmer Nielsen (samme navn som værkføreren). Lige i nærheden lavede Højbjerg forstærkeranlæg, og snedkerne Einar Nielsen, Gerhard Sørensen og Svend Helge Kobberup færdiggjorde de store skabsgrammofoner, af hvilke nogle var med ur.

Andre afdelinger

Af afdelinger var der galvaniseringsafdelingen, hvor Bundgaard var chef. Den har på mig altid virket meget usund, og var det nok også. Der arbejdede også den store sympatiske Ohms, altid med et smil på læben og god for en vittighed. Malerafdelingen stod Rysgaard for, og mit minde derfra er lugten. Nede i kælderen var også de store stansemaskiner, hvor min storebror Eigil en overgang arbejdede. Boldt var chef for bakelitafdelingen med de store presser, den særlige lugt og den hvislende lyd fra trykluften. I maskinværkstedet blev mine to brødre Eigil og Arne udlært som maskinarbejdere og blev senere lokomotivførere ved DSB. Jeg forsøgte også uden held at komme i maskinlære.

Jeg husker selvfølgelig tydeligt den 9. april, hvor jeg om morgenen var omme hos bager Hansen i Danmarksgade og købe rundstykker. Fru Hansen, der var sønderjyde, fortalte mig, at tyskerne var kommet ind i landet. Resten af dagen på B&O gik mest med at se på de tyske flyvere, som drønede over fabrikken. Men man var jo ung og frisk og tog ikke så tungt på situationen.

Selvfølgelig var det irriterende at rave rundt under mørklægningen om aftenen og natten med de hvide armbind på. Men vi slap jo billigt, når man tænker på, hvad andre i verden var ude for. Jeg var dog ude for en hændelse, som ikke var så rar. Det var i oktober 1943. Anton Kaas Mortensen, Helmer Nielsen og jeg var holdt op ved B&O og arbejdede hos Jyden i Aalestrup.

Så en aften, hvor Helmer og jeg gik tur, mødte vi nogle tyske soldater, og intetanende tissede jeg op ad en hæk. Men det tog den ene soldat fortrydeligt op og holdt mig fast i ”krebsen”, mens tyske gloser strømmede ud af munden på ham. Jeg var heldigvis så fornuftig, at jeg ikke gjorde modstand, og han slap grebet. Det har muligvis været soldater, som var på orlov fra østfronten, så lunten var derfor kort.

B&O Radioteknikum

I de to vintre 1940/41 og 1941/42 meldte jeg mig til og gennemførte første og anden del af B&O Radioteknikum. Undervisningen foregik på Struer Gymnasium. Den første vinter blev vi undervist i matematik og fysik af lærerne adjunkt Hermansen og lektor Rasmussen. Det faldt mig ret let, da jeg jo havde haft det i mellemskolen. Det andet år var straks meget sværere, nemlig radioteknik, og læreren her var en B&O-ingeniør, Erik Rørbæk Madsen.

Da jeg skulle op til eksamen det andet år lige efter påske, var jeg i et dilemma, for skulle jeg læse i påsken eller tage på cykeltur til Silkeborg, Viborg m.m. Jeg valgte cykelturen, hvor vi boede på vandrerhjem, hvor alt var frosset, så det var skralt med hygiejnen, men det var en dejlig tur, hvor vi bl.a. drak rigtig kaffe i restauranten på Himmelbjerget.

Jeg fik da også en hæderlig eksamen, hvor jeg i det mundtlige var oppe i ikke mindre end 40 minutter med ingeniør Harald Linnet som censor. Kort tid efter kom jeg så til det meget mere interessante arbejde, nemlig at trimme radio.

Nogle enkelte gange, hvor der slet ikke var radioarbejde, blev jeg - i stedet for at få en fyreseddel - sammen med nogle få andre sat til at male vinduer, og dem var der jo mange af, og vi blev efterhånden rigtig ferme til det. Sammen med Tage Larsen var jeg også med til at kitte direktør Peter Bangs drivhus. Fra den tid husker jeg også Bangs tjenestepige, som hed Margit.

Af direktørerne var det mest Bang, man så, og han var ikke bleg for at hjælpe til og råde, når der var problemer af teknisk art, eller kloakkerne var stoppet. Han optrådte også til tider i arbejdstøj. Overværkfører Madsen havde jo været med fra begyndelsen på Quistrup. Der var endnu en Madsen, nemlig driftsingeniør M. S. Madsen. På kontoret var Hoffmann Laursen kontorchef, og dér husker jeg også Charles Voldum, frk. Lund og frk. Lilly Andreasen. Det var for det meste Lilly Andreasens stemme, der lød i højttaleranlægget over hele fabrikken.

Fritidsbeskæftigelser

Det var jo ikke meget motion, man fik ved at lave radio, og måske derfor meldte min storebror Eigil og jeg os ind i Dansk Vandrerlaug i 1938. Jeg mener, at 1938 var det første år, man fik 14 dages sommerferie. Jeg havde i hvert fald kun 7 dages ferie i 1937, og det allerede i maj.

 Cykelturen i sommeren 1938 gik til Flensborg, hvor vi på udturen bl.a. sov i Åbenrå. De fleste vandrerhjem var ikke særlig komfortable, det kunne være skoler, hvor vi sov i klasseværelserne eller 30 mennesker i en gymnastiksal. Prisen pr. nat var 50 øre (en halv timeløn). Vandrerhjemmet i Flensborg var heller ikke noget særligt, og hele stemningen i den tyske by var præget af militær.

Man kørte dengang med flag (vimpler) fra byer, landsdele og lande på cyklen, og de var fastgjort på en snor fra styret og ned til forgaflen. Helt selvfølgelig købte jeg og satte det tyske flag, hagekorsflaget, på min cykel (vi skrev 1938, 2 år før besættelsen). Men det fik en brat ende, for da vi kom til Sønderborg og besøgte vores familie dér, sagde min onkel: “Kan du så se at få det skidt pillet af.” Så allerede dengang var han ikke tyskvenlig. I 1939 gik cykelturen til København, hvor vi var for første gang.

Det har nok været gennem Struer Dagblad, at nogle kontorfolk fra B&O - med Jørgen Jensen i spidsen – i en iskold januar i 1940 kaldte sammen til en vandretur Kilen rundt. Mødestedet var for enden af Strandvejen. Vi mødte en lille snes op, af begge køn, jeg i min fars gode DSB-skindjakke. Det blev så begyndelsen til flere års cykel- og vandreture, hvor der fra B&O foruden Jørgen Jensen var Sønderup, Hansen, en meget festlig fyr ved navn Tons Chang Brunett, Arne Jakobsen m.fl.

Senere på året i 1940 kørte vi efter en plan, som Århus Turistforening havde lavet, ned gennem Jylland, mest på biveje, og de var næsten alle sammen grusveje, så der blev tit brug for lappegrejerne. Privatbiler matte ikke køre, så det var kun enkelte tyske lastbiler, man så. Jeg husker også fra den tur, at vi var oppe i tårnet på Ribe Domkirke, hvor vi så og talte masser af storkereder. Ja, det var før forureningen.

I 1941 gik turen til Helsingør, og jeg var dengang ikke klar over, at jeg skulle ende mine dage her. Mindet fra den tur var lysene i Helsingborg, for her var der jo buldermørkt. I 1942 husker jeg bl.a., at vi gik det meste af Ærø rundt, og vi fik i hvert fald rørt os. Det var ikke ualmindeligt, at vi kørte op til 1400 km på 14 dage.

Af andre fritidsbeskæftigelser i de år sang jeg i kor hos lærer Alvin Møller og gik til klaverundervisning hos frk. Foss.

Ud og prøve noget nyt

I Jyllands-Posten stod der: “Det er ikke dårligt at være radiotekniker i Aalestrup”. Så hvorfor ikke prøve det. Helmer, Anton og jeg fik en aftale med Jyden i Aalestrup, som havde sat annoncen i, og vi skulle møde til samtale en bestemt dag og tidspunkt. For at overholde det skulle vi med et tog ved 6-tiden om morgenen, men av! Jeg vågner for sent og hvad så? Bilerne må ikke køre, og der er flere timer, til det næste tog kører. Jo, cyklen, jeg er jo i fin form, og ganske vist er der 60-70 km...

Jeg blev antaget sammen med de 2 andre og husker, at vi spiste haresteg på kroen bagefter. Hjemtransporten foregik med toget. Vi begyndte så i oktober i 1943 (jødeforfølgelser og flugt til Sverige) hos Jyden (cykelfirma), og boede og spiste godt hos Asta, Anton og deres lille søn Ronny. Men selve arbejdet hos Jyden var nu ikke det, jeg havde regnet med, så allerede efter en måned dér, søgte Helmer og jeg andre græsgange, og det blev så radiofabrikken Audiola (Nordisk Solar Compagni) i Kolding, som var en meget moderne fabrik med rullende samlebånd.

Mit arbejde - som en af de sidste på båndet - var til at begynde med at efterse lodninger og skalatræk. Man skulle rubbe neglene for at følge med, og det kneb noget til at begynde med, men efterhånden gik det bedre. Det var så slemt, at nogle af loddedamerne - for følge med - måtte arbejde i spisepausen. Helmer og jeg boede først på Landmandshotellet i Laasbygade, hvor der var så koldt, at vi måtte skiftes til at sidde oven på radiatoren.

Jeg var hos Audiola i ca. 8 mdr. til omkring juli 1944 og havde det egentlig godt, særlig når man tænker på alt det rædselsfulde, der på den tid foregik tide i verden.

Ind til DSB

Arbejdsløshed har altid stået for mig som noget forfærdeligt noget, jeg havde jo oplevet 30’erne (1932 med 42,5 pct. arbejdsløse). Det fik mig derfor til at søge ind til noget fast, nemlig DSB. Med hjælp fra min far, som var lokomotivfører, og stationsforstander Svindt begyndte jeg derfor som hjælpearbejder ved DSB i Struer den 17. juli 1944, og min tid som radiomand var slut.

Det var mildest talt en stor forandring at komme fra den lune og lidet konditionskrævende tilværelse som radiomand og ind til DSB, som til tider kunne være kold, farlig og kræve gode kræfter.

Jeg begyndte på godsekspeditionen, hvor der var masser af gods. Der korte jo ingen lastbiler, og de eneste arbejdshjælpemidler var sækkevogn og trækvogn. Senere kom jeg ud at rangere, ligeledes med masser af godsvogne, og det var jo under mørklægningen, hvor det eneste lys var den olielampe, vi havde i hånden, og den var dækket til, så kun en smal lysstribe kom frem. Ja, det var meget farligt, og kort tid, før jeg begyndte, fik Jens Nielsen, min gamle legekammerat, den ene hånd kørt af, og senere mistede en anden ung mand det ene ben. Farligheden kunne også ses i håndbogen for alle DSB-ansatte, hvor der var en annonce for kunstige lemmer.

Min tid i DSB har jeg i 2002 beskrevet udførligt i et skrift: “Fra hjælpearbejder til togfører. Et lille spring ved DSB fra 1944 til 1988”.

Min tilværelse nu

Jeg har nu foreløbig været pensioneret i 23 år og været enkemand i 15 år, og min nuværende tilværelse er selvfølgelig præget af mine tidligere gøremål, og dér kommer orienteringssporten ind som nr. 1. Jeg har deltaget i en masse orienteringsløb herhjemme, i Norden og i Tyskland, men jeg kan desværre ikke løbe mere. Jeg deltager dog fortsat i nogle cykel-orienteringsløb.

Så er der heldigvis al det sociale liv i forbindelse med denne sport, og her er det selskabelige ganske omfattende i Helsingør. Klubben eller foreningen hedder Helsingør Ski- og Orienteringskiub (HSOK). Jeg har stået for medlemmernes tilmelding til konkurrencer i 44 år og gør det stadig. I dag foregår det på computer via nettet - og netop den omstændighed bevirkede, at jeg i en sen alder blev tvunget til  at sætte mig lidt ind i, hvordan man arbejder på en computer - herunder tekstbehandling, som gør det til en fornøjelse at formulere erindringer, som ellers ville gå tabt.

Alt hvad jeg har skrevet om i denne artikel er “frit fra hukommelsen”, og selv om jeg synes, at den er rimelig god, kan der have indsneget sig fejl og mangler.

Et omfattende illustrationsmateriale kan ses i Resonans. Red.

Udover om Knud Høyers liv kan man i Resonans
for januar 2012 læse om bl. a. følgende:

En kombination af B&O og Brunswick er havnet på Struer Museum

RFVs webmaster har udgivet erindringer og fortæller om sin radio-læretid

Portræt af Svend Olufsens ældste bror, Peter Danckwardt Olufsen

Kirsten Bangs røremaskine er blevet skænket til Struer Museum

Struer-piges novelle om B&Os første tid vandt litterær konkurrence

Ringsted Radiomuseum fortæller om radioen under krigen

B&O-oplukkerens far, Holger Krogh, har tog udstillet på Struer Museum

Nu har medlemmerne af RFV adgang til scannede radioblade

Svend Olufsen-niece, Kirsten Færch, portrætteres i ny bog

Støtte til det nye radiomuseum i Ringsted truet af Skat-krav

I Resonans’ oktobernummer 2011 kan medlemmerne af RFV læse følgende historie:

REDAKTØRENS FAR FORTÆLLER
OM SINE FØRSTE RADIOFORSØG

IVAN RØNN OM SIN DRENGEINTERESSE FOR RADIO UNDER OPVÆKSTEN
I  LEMVIG

Af Steen Rønn

Min far, Ivan Rønn (1909-05), nedskrev for ret mange år siden historien om, hvordan han begyndte at interessere sig for radio, mens han var stor dreng i Lemvig. Historien dukkede op, da min mor solgte huset efter hans død, og der skulle ryddes op, inden hun flyttede på alderdomshjem.

Min far bevarede sin interesse for radio resten af livet, og jeg husker, hvordan han næsten altid skulle have det seneste af B&Os produkter, så der blev ofte skiftet radio derhjemme – indtil B&O blev så dyrt, at en lærerpension ikke rakte til. Så gik han til sin store sorg over til Sony.

Her er min fars beretning om sit møde med radioen:

Først i 20’erne var der dukket et nyt ord op i aviserne, “radioamatører”. Det var nogle folk, der ved hjælp af en tynd tråd kunne tappe luften for udsendelser med musik og foredrag. Der gik rygter om, at også min by havde sine amatører. En dreng i realen havde fra sin fars hus til flagstangen trukket en lang antenne.

Øjnene var ved at trille ud

Fra 1923 gik min vej hver måned til byens eneste kiosk, hvor jeg købte “Radio, Tidsskrift for Radiotelegrafi og Radiotelefoni”. Senere gik jeg over til bladet “Den trådløse”, og fra 1924 hentede jeg ugentlig “Radio Uge-Revue”. Jeg læste om radio, så øjnene var ved at falde ud.

Jeg plagede min far om, at vi skulle opsøge mennesker, om hvem det blev fortalt, at de havde radio. En installatør skulle have lavet en radio efter anvisning i Familie-Journalen. På den skulle han have hørt radio fra damperen “Aalborghus”, som “sendte”, når den lå i Aalborg Havn. En elektromekaniker skulle også have en radio. Vi søgte kontakt, men der var ingenting at høre de aftener, vi prøvede.

Så hørte vi, at en mekaniker, som min far kendte, skulle have en “énlamper”. Efter lange overtalelser fik jeg min far til at gå med. Han var ikke meget for at trænge sig ind på privat område, men jeg fik ham ombestemt. En aften, hvor der var udsendelser, indfandt vi os uanmeldt. I dørsprækken fik vi at vide, at sønnen i huset netop var kommet på epidemihuset. Epidemihuset, barndommens skræk! Vi flygtede og gik en lang tur for om muligt at slå bakterierne fra os.

En aften var der demonstration på et af byens hoteller. En telegrafkontrollør og en ung redaktionssekretær fra Esbjerg, Knud Rée, senere redaktør af Vestkysten, medlem af Landstinget og fiskeriminister, skulle holde foredrag og demonstrere radio. Demonstrationen var ikke synderlig god. Det blev mest til hyl og støj og fjern musik.

Af og til kunne jeg høre radio hos en af mine forældres venner, dvs. ad en omvej. Han var telefonmontør og havde som sådan fri telefon. Hos ham ringede man op til en landcentral en mils vej ude på landet. Centralbestyreren havde en radio med højttaler og lagde så hørerøret foran den. I den anden ende af tråden hørte vi så radio. Jydsk telefon betalte strømmen!

Hos en gammel ven af far, der var elværksbestyrer ude på landet, hørte vi for første gang rigtig radio. Man sad med brændende kinder og stirrede på gløden i radiolamperne og hørte klart og tydeligt engelsk radio fra Newcastle, tværs over det mørke og kolde Vesterhav. Opera var det vist. Der var i hvert fald megen sang.

Gennem min læsning af radiobladene var jeg fuldt fortrolig med de voldsomme kampe, der førtes mellem forskellige københavnske radioklubber. Smarte folk sloges om “amatørerne”, samlede penge sammen og lejede sendetid hos Lyngby Radio og Ryvang Radio. Senere fik de rådighed over Københavns Radiofonistation. De, der hørte udsendelserne, blev så begejstrede, at de sendte penge ind til nye udsendelser.

Fra 1925 gik det, der var døbt “Radiofonien”, fra de krigeriske radioklubber over til staten, som ville drive radiofonien i et prøveår. Licens blev indført: 15 kr. pr. år.

Der blev reklameret meget med radioer. De dukkede også op i forretningerne. Hos installatører, men særlig, af en eller anden mærkelig grund, hos cykelhandlere. De var bare uforskammet dyre.

Konfirmationspenge brændte i lommen

I 1925 var jeg blevet konfirmeret. Da min far var et afholdt postbud, havde det efter princippet præst/degn dryppet på mig, så jeg havde fået foræret en for den tid temmelig stor sum penge. De brændte i lommen. Jeg lirkede og lirkede hos mine forældre. Var det ikke alle tiders idé at sætte nogle af mine konfirmationspenge i en radio? Alle tiders idé syntes de nu ikke, det var.

Men efter mange overtalelsesforsøg blev vi enige om, at jeg skulle skrive efter en firlampers modtager. En forretning i København, Nissens Elektriske Etablissement, tilbød firlamperen med alt tilbehør for den sensationelle lave pris: 175,40 kr. Og deri var medregnet emballage og noget så fornemt som ekspeditionsomkostninger.

Jeg skrev efter modtageren, og den ankom som fragtgods dagen før skærtorsdag 1926. Telefonmontøren havde lovet at hjælpe med opsætningen. Nu var spørgsmålet: kunne vi en højhellig skærtorsdag ligge og kravle på taget og sætte antenne op? Min mor var ikke meget for det. Hvad ville naboerne sige? Men både telefonvennen og min far var vist lige så ivrige som jeg.

Vi lånte en lang stige hos vores nabo, som var maler, og antennen blev trukket fra en bageriskorsten et halvt hundrede meter borte til vores skorsten. Jeg så med kærlige øjne på den skinnende tråd, “bedste fosforbroncetråd”, som der stod i beskrivelserne, med de 3 hvide æg-isolatorer i hver ende.

Nedføringen blev trukket. Der blev boret hul i køkkenvindueskarmen, og en isoleret tråd blev ført på isolatorer tværs over køkkenloftet, gennem muren ind i stuen til en stikdåse.

På spisebordet stod radioen. Forpladen var af ren, blank skinnende ebonit. Øverst sad de 4 “audionlamper, dull emitter lamper, superfin kvalitet, sølvbelagte indvendigt, giver apparatet et fornemt og smukt udseende og er en pryd for hele apparatet”, som der stod i brugsanvisningen. Nedenunder lamperne var “de 4 glødemodstande og 2 roterende skalaer til de variable kondensatorer”. Om indmaden bag forpladen hed det: “Ædlere og finere dele end disse findes overhovedet ikke i noget apparat”.

D. N. 11 diagram

Ved siden af apparatet lå foruden batterier et sæt “honeycomb-spoler, viklet efter Duo-lateral-systemet, der giver den letteste, nøjagtigste og fineste afstemning og har ubegrænset bølgeområde langt at foretrække for alle andre systemer”. Der var også den dobbelte hovedtelefon, “4000 ohm, med ekstrafine magnetspoler, som er beviklede således, at de sikrer modtagning uden skratten”. Nu var jeg slet ikke hypnotiseret af de mange fine ord. Jeg vidste omtrent, hvad jeg gik ind til.

Apparatet var efter det såkaldte “D. N. 11 diagram”. D. N. stod for Dagens Nyheder, og diagrammet var på bladets radioside udarbejdet af radiotelegrafist George W. Olesen, søn af den navnkundige Ribe-bisp. Og det var jeg fortrolig med fra min læsning i Radio Uge-Revue, som han var blevet redaktør af.

Apparatet blev sat på et serveringsbord, lånt af vores moster. Spolerne blev anbragt, en til venstre, to til højre, lamperne sat i deres sokler, batterier forbundet. Telefonen korn i sine bøsninger, og så drejede jeg forsigtigt op for strømmen, og en svag glød sprang frem inde bag forsølvningen.

Der var liv i apparatet. Jeg prøvede med forskellige spoler, drejede på skalaerne og fejede så at sige hen over europakortet. Musik og tale hørtes fra en mængde stationer, nu og da afbrudt af dyttende eller hvæsende telegraftegn og noget grimme noget, der hed tilbagekoblingshyl. En bestemt melodi hørtes fra omtrent hver anden station. Nå, det er måske for meget sagt. Men den kom fra mange og hed “Valencia”. Jeg hører den engang imellem endnu, og den vækker mange minder.

Så snart der var lyd i telefonen, måtte familien skiftevis lytte, og vi blev enige om, at konfirmationspengene ikke var allerdårligst anvendt.Venner og bekendte kom og skulle høre det nye vidunder, og jeg måtte anskaffe en hovedtelefon til.

Mine tilhørere troede mig, når jeg forklarede og fandt de forskellige stationer frem: Ryvangen, Daventry, Moskva, Königswusterhausen, mens de blev varmere og varmere om ørerne af de stramme hovedtelefoner.

Telefonselskabet leverede strøm

Jydsk Telefon forsynede mig med glødestrøm. Nu kan det fortælles. Det er så mange år siden, og telefonmanden er død. Til apparatet hørte en akkumulator, men da den ind imellem skulle oplades, tilbød telefonvennen at forsyne mig med 2 af de store sorte firkantede tør-elementer, som dengang “drev” telefonen. De skulle jo være brugte, når jeg fik dem, men jeg er bange for, at de var nye. Jeg gik ikke nærmere ind på sagen. De kunne i hvert fald give glødestrøm længe.

En dag hændte katastrofen. Glødebatterierne var brændt ud og skulle udskiftes. På en eller anden måde fumlede jeg klodsmajor med ledningerne, så de, der hørte til glødestrømselementerne, kom i forbindelse med anodebatteriets højspænding (100 volt!). Gnist, kniks. Lamperne var brændt over, glødede ikke mere. Apparatet var dødt.

Ih, hvor jeg ærgrede mig. Hvordan kunne jeg være så tåbelig at gøre det. Og pengene. Jeg tror, at de 4 nye lamper kostede 27 kr. Det var mange penge dengang. Men jeg fik dem da skrevet hjem fra det elektriske etablissement i hovedstaden.

 Og så fortsatte mit lytterliv.

RFVs medlemmer kan i majnummeret 2011
af Resonans læse bl.a. følgende:

DET TOG S. P. RADIO 4 ÅR AT UDVIKLE FØRSTE TV

ARTIKEL FRA AALBORG-AVIS FORTÆLLER HISTORIEN BAG FØRSTE FJERNSYNSAPPARAT FRA SIMON PETERSEN

I december 1956 var journalist Ole Bergh fra Aalborg Stiftstidende på besøg hos S. P. Radio i Ryesgade i Aalborg, og juleaftensdag bragtes hans artikel under overskriften ”Fire aars arbejde paa første fjernsynsmodel fra Aalborg” og med under-overskriften ”Serieproduktion i gang af de fintmærkende apparater, der kræver den yderste præcision”. Her bringes artiklen i sin helhed:

 400 fjernsynsapparater fra Aalborg er siden efteraaret sendt paa det danske marked. Det er en kompliceret proces at fremstille og montere enkeltdelene, og selv under juletravlheden maa man nøjes med en dagsproduktion paa seks.

 Der ligger fire aars forarbejde bag denne præstation. S. P. Radio i Aalborg tog opgaven op, inden man kunne se fjernsyn i Jylland, og nu er fabrikken klar med sin første model.

Vi er underkastet de samme krav som de mennesker, der laver damehatte, siger fabrikant Simon Petersen. Længe før den første model er gaaet i produktion, er vi i gang med den næste, men selvfølgelig er det største og mest belastende arbejde forbundet med model nr. 1 af en saa speciel vare som fjernsyn.

Spørgsmaal om kompromis

De første skridt blev taget i laboratoriet, hvor vi maatte beregne, hvilken konstruktion der kunne dække vore krav til kontrastrigdom i billedet, støjfrihed, høj lydkvalitet osv. Man tilstræber en helhed og maa slække paa det ene krav for at fremme det andet. Al teknik er baseret paa et kompromis – kunsten er saa at faa den bedst mulighed helhed ud af kassen.

 Laboratoriemodellen, der var resultat af beregningerne, blev splittet op og alle enkeltheder beregnet og placeret på et sæt tegninger, der var grundlaget for produktionsmodellen. Da den var kontrolleret – og kontrollen yderligere gennemprøvet – kunne vi skimte det endelige resultat. Men først skulle maskinværkstedet i gang med at fremstille værktøj til forarbejdning af enkeltdele – denne forberede proces tager alene et halvt aar, men saa gaar det til gengæld stærkt, naar enkeltdelene kommer i serieproduktion.

50 arbejder sammen

 50 mennesker har arbejdet sammen om fjernsynsmodellen, og de fleste sættes ind, naar alle forberedelser omsider er overstaaet og produktionen kan indledes. Trinvis bygges modellen op, hovedsagelig af unge damer, der hver har tre eller fire operationer at koncentrere sig om. De spoler, monterer enkeltdele og lodder paa plads, inden det færdige apparat kan sættes i kabinettet. En del af fjernsynsapparatets udstyr købes færdsigt hos andre fabrikker, fortrinsvist danske.. Det gælder bl. a. billedrøret, hvis styrbare katodestraale ”tegner” fjernsynsbilledet.

 Naar apparatet er færdigmonteret, kommer det og den øvrige dagsproduktion paa prøve i fire dage. Fabrikken sender sit eget fjernsynssignal – geometriske figurer – fra laboratoriet til modtagerværkstedet, og her kan teknikerne hver time i de fire dage afprøve funktionen. Viser der sig fejl, kommer 95 pct. af dem den første dag og resten den næste. Hvis den tredje og fjerde dag forløber uden fejl, kan man stole paa, at apparatet er i orden, men inden det forlader fabrikken, afprøves det i det afskærmede ”operatørrum”, der udnytter hver times sendetid paa det danske fjernsyn.

Tusinder af fejlkilder

 Det kræver omhu at lave radio, siger Simon Petersen, men kravene til et fjernsynsapparat er mange gange større, fordi det arbejder med de høje frekvenser. Den mindste unøjagtighed i den indbyrdes placering af ledninger og enkeltdele giver et forvrænget resultat. Tusinder af fejlkilder maa vi være paa vagt overfor: billedimpulser i lyden, lydimpulser i billedet, baggrundsstøj og meget andet.

Det hele som sagt et spørgsmaal om kompromis. For et nordjysk publikum kan det f. eks. være nødvendigt at slække lidt paa [her der tilsyneladende faldet en avislinje ud] ter højere til vejrs, men til gengæld slippe for baggrundsstøj i form af ”snevejr”, at faa antennen nogle meter højere til vejrs, men til gengæld sætte lidt til paa grund af det lange kabel fra antennen til modtageren. Den slags ofre bringer man gerne, fordi det opnaaede saa rigeligt opvejer, hvad man taber.

Har man forstaaelse af disse problemer, er der – med omstændighederne taget i betragtning – mulighed for tilfredsstillende fjernsyn i Aalborg. Men første forudsætning er, at antennen er i orden – at man anvender den type, der er beregnet til de givne forhold, derunder den kanal, man modtager paa.

Antenneproblemet

Bor man i nærheden af en fjernsynssender, kan man nøjes med en mere primitiv antenne-installation, men fjerntboende seere som de nordjyske maa have en antenne, der er konstrueret til højest mulig ydelse. De fleste af apparaterne her fra fabrikken sælges paa det københavnske marked, men lysten til at se fjernsyn i Aalborg er igen stigende.

En fabrik paa disse breddegrader har naturligvis antenneproblemet helt inde på livet. Tyske teleteknikere har gennemprøvet en model for os med 40 pct.s øget effekt, og efter jul kan vi faa de første eksemplarer ud. Men alt dette er midlertidigt. Det, vi ser hen til, er en fjernsynssender i Frejlev. 

Udsigterne til at faa den hurtigt er ikke gode, og jo længere staten skyder opgaven ud i fremtiden, jo mere trænger spørgsmaalet sig paa med at bygge en lokal Aalborg-Nørresundby-sender i Aalborgtaarnet. Den økonomiske investering er ikke overvældende stor. Skal Aalborg blive ved med at være fjernyns-stedbarn, kan det en dag blive nødvendigt at montere en privatsender. Først da kan vi opnaa det perfekte resultat. Men udnytter man til bunds de muligheder, som dansk fjernsynsteknik i dag stiller til raadighed, kan man i store dele af Nordjylland se absolut tilfredsstillende fjernsyn fra Aarhus-senderen.

Frøken Nina Nielsen udfører sin del af arbejdet paa det næsten færdige fjernsynsapparat.

Fabrikant Simon Petersen med den fokuseringsenhed, der afbøjer straalerne i billedrøret.

Tekniker Svend Jensen med dagsproduktionen på seks apparater, der fire dage i træk gennemprøves med fabrikkens eget fjernsynssignal.

 I august 2010-nummeret af Resonans kan medlemmerne af RFV læse bl. a. følgende artikel:

B&O-DESIGNER VAR ET WIENER-BARN, DER FORBLEV I LANDET

HERMAN RICKA TEGNEDE 5 RADIOER FOR BANG & OLUFSEN I 1943

Af Steen Rønn

Herman Ricka var den allerførste arkitekt, der designede apparater for B&O. Det blev til 5 radioer i krigsåret 1943.

Han blev født den 13. juli 1913 i den østrigske hovedstad, Wien. Hans barndomshjem var et usselt hus i byens slumkvarter. Hans far var kulminearbejder og var med i 1. verdenskrig, hvor han blev hårdt såret. Moderen døde, da Herman var 4 år.

- Vore forhold var så elendige, at man vægrer sig ved at tro, at nogen kunne  eksistere under sådanne vilkår. Vi sultede, vi var bange. Jeg husker det hele lysende klart den dag i dag. Det kan endnu give mig angstfyldte øjeblikke, sagde Herman Ricka i et interview med Fyens Stiftstidende i 1963 i anledning af sin 50 års fødsels-dag. Efternavnet er af tjekkisk oprindelse og udtales Riska.

Herman Ricka kom til Danmark i 1920 med en af de første wienerbørntransporter efter 1. verdenskrig. Meningen var, at børnene skulle hjem igen, når forholdene tillod det, men på grund af de dårlige familiære forhold i hjemlandet fik han lov til at blive adopteret af den familie i Odense, som i første omgang fik ham i pleje, og han fik en lykkelig opvækst, som han livet igennem var meget taknemlig for, ligesom han var taknemlig for den tilværelse, som Danmark tilbød ham.

Herman Ricka var allerede som skoledreng klar over, at han ville være arkitekt. Han tegnede meget og var glad for at se på noget smukt, huskede han som 50-årig.

En god borgerlig uddannelse

Adoptivforældrene syntes, at han skulle have en god borgerlig uddannelse som ballast, og han kom i tømrerlære. Efter svendebrevet søgte han optagelse på Kunstakademiets Arkitektskole i København, hvorfra han dimitteredes i 1940. Året efter oprettede han i hjembyen sin egen tegnestue, som han drev indtil 2 år før sin død i 1982.

Han blev i 1942 gift med Mary Elfrida Sørensen (1912-67). Ægteparret kunne ikke få børn, men under et arbejde for et børnehjem i byen Ringe så han en lille dreng, som skulle adopteres bort. Han og hustruen var straks interesseret, men fik at vide, at drengen var en tvilling, og at børnene, Claus og Søren, skulle adopteres bort sammen. Desto bedre syntes ægteparret Ricka, som adopterede børnene omkring 1951-52.

Claus Ricka blev journalist og arbejdede senest inden sin død i 2005 på Motor-magasinet, mens Søren Ricka blev arkitekt som sin far. Han var alvorligt syg for nogle år siden, fortæller Claus Rickas tidligere kone, Susanne. Hun véd ikke, om han lever i dag. Det har ikke været muligt at opspore ham.

Om sin forhenværende svigerfar fortæller hun, at han var meget flittig og ærekær, og at han krævede det ypperste af alle, også familien. Men han stillede også meget store krav til sig selv.

Husarkitekt for boligforening

Herman Ricka var initiativtager til, at Odenses første boligforening, Odense Andelsboligforening, blev grundlagt  i 1946.

Ricka blev foreningens arkitekt og projekterede og ledede opførelsen af flere tusinde boliger. Det var især tæt-lavt byggeri, gård- og rækkehuse, hvor kvalitet kom før kvantitet. Husene blev opført af traditionelle byggematerialer - som regel gule sten med tage af gule vingetegl. Ricka var dog også med i 60’ernes forsøg med montagebyggeri som f.eks. bebyggelsen Aahaven, hvor rækkehuse og gårdhavehuse blev opført med facader og tage af præfabrikerede beton-elementer.

Det samme gør sig gældende med Vollsmoseplanen i Odense, hvor flere boligselskaber i fællesskab forsøgte at skabe en hel bydel med alle nødvendige byfunktioner, boligmæssige valgmuligheder, parkagtige omgivelser og en konsekvent adskillelse mellem kørende og gående trafik.

Men Herman Ricka tegnede ikke kun huse i Odense. Han havde mange arbejder på Fyn og også i Jylland, og ved siden af påtog han sig opgaver med design af forbrugsvarer. Foruden de 5 radioer for B&O: Maximus 43 K, Maximus 43 RG, Master 43 K, Grand Prix 43 K og Grand Prix 43 CH,  designede han brændeovne for Morsø Jernstøberi, og derudover skabte han lamper, bestik og meget andet ifølge interviewet i Fyens Stiftstidende i 1963. Hans tidligere svigerdatter husker også, at han tegnede møbler til sig selv, og hun har i dag en reol af hans stående.

PS: Efter schweizisk forbillede blev der i årene 1919 -1925 formidlet, organiseret og afviklet ca. 25.000 ophold for børn fra Wien, wienerbørn, i Danmark. Det skete på privat grundlag som en humanitær håndsrækning til fattige og sultne børn, præget af den alvorlige krise, som ramte Østrig og specielt Wien efter nederlaget i 1. verdenskrig og opløsningen af det østrig-ungarske monarki.

Efter ophold af 3-12 måneders varighed vendte børnene tilbage til Wien, solbrændte, velnærede, velklædte og raske. I nogle tilfælde havde børnene nærmest glemt deres tyske modersmål ved hjemkomsten, og mange beholdt deres dansk-kundskaber resten af livet, da båndene til Danmark blev opretholdt ved private gensidige besøg og ved danskundervisning i Wien.

På dansk side var den ledende person i wienerbørns-sagen overretssagfører Sigurd Jacobsen, der under et ophold i Wien, mens den spanske syge hærgede, blev opmærksom på børnenes behov.

Her er B&Os produktprogram fra 1943. Apparaterne Grand Prix 43 K, Grand Prix 43 CH, Maximus 43 RG, Maximus 43 K og Master 43 K er tegnet af Herman Ricka.

Udover denne artikel kan medlemmerne i augustnummeret læse om

Radio-tv-værkstedet Corona i Vejle drives af Hans Vestergaard-Hansen, hvis far og onkler begyndte radioproduktion allerede i 1923

Benny Ahlburg har repareret radioapparater hele sit  liv – og samlet i godt 30 år, og han er primus motor i radiomuseet i Stubbekøbing

Svaret på sidste nummers Hvad er det?-opgave er, at radioen er en Grundig, og at den er forsynet med 3D-klang

RFV-medlem i Randers har udvidet sin samling af radioer og grammofoner med en lirekasse, som han optræder med

I juli-nummeret af Resonans kan medlemmerne af Radiohistorisk Forening Vest læse følgende historie:

HISTORIEN OM ET APPARAT FRA B&O TIL SPLINTFINDING

Beolocatoren fik kun en levetid på et par år i 60’erne på grund af for dårlige salgskanaler

Bang & Olufsen har i dag en divison, der hedder Medicom. Den har fremstillet elektronisk udstyr til sundhedsområdet i mere end 20 år. Men Bang & Olufsen har tidligere produceret medicinske apparater.

Et af dem var Beolocator, som var i produktion fra 1964 og et par år frem. Den blev brugt af læger til at lokalisere metalsplinter i kroppen - deraf fik den kælenavnet "splintsøger". Metallet i kroppen kunne stamme fra granater, vildfarne hagl eller sågar en præventionsspiral, der havde forvildet sig ud i kroppen på en kvinde.

For at lokalisere hårde, umetalliske emner (som for eksem­pel galdesten) skiftede man proben (den blyantlig­nende genstand for enden af ledningen) til en vari­ant, hvorpå der kunne monteres en gribetang eller eventuelt en "bajonet". Disse prober fungerede som akustiske mikrofoner/pickupper, der fik Beolocatoren til at skratte, når der var berøring med et emne, der var hårdere end menneskeligt væv, fortæller Hans Vestergaard Nielsen, der gik på pension den 1. juni 2009 efter 47 års ansættelse på B&O.

Beolocatoren virkede som en minesøger med høje og lave hyletoner. I glasrøret (proben) for enden af ledningen var der en spole, som var en del af en svingningskreds. Proben anvendtes uden på kroppen. Når der var metal i nærheden, blev der ubalance i svingningskredsen, og så hylede Beolocatoren. Metalsplintens størrelse og dens afstand fra proben havde indflydelse på hyletonens frekvens. Udslaget vistes også på et viserinstrument.

Søgning udenpå eller indeni

Der kunne monteres ekstraudstyr på Beolocatoren i form af en anden probe med en gribesaks. Dette udstyr blev anvendt inden i kroppen under operatio­nen. Den virkede efter samme princip som en pickup på en grammofonplade. Den brugte man til at lokali­sere og fjerne galdesten.

 Hans Vestergaard Nielsen arbejdede i udviklings­afdelingen i 1963-64. Han var med til at lave forsøg med Beolocatoren. Han var senest kvalitetstekniker på Medicom..

Freddy Resen Pedersen, der gik på efterløn i 2004 efter at have arbejdet som test­koordinator i Skive siden 1996, var med til at lave Beolocatoren i sine første lærlingeår i instrumentafdelingen hos B&O. Han husker tydeligt det lille apparat og dets historie:

- Jeg var startet som arbejdsdreng i instrument­afdelingen 2 år tidligere på min 16 års fødsels­dag i 1960 og lavede lige siden testudstyr. Dengang blev jeg sat til at arbejde med Beolocatoren efter anvisninger fra min chef, chefingeniør Damsgaard, fortæller Freddy Resen Pedersen og fortsætter:

- En læge på sygehuset i Skive, Torben Jørgensen, kom i kontakt med Bang & Olufsen. Han var bekendt til Bent Møller Pedersen, tidligere produktstrategidirektør, og med ham drøftede han en idé til et instrument, der kunne hjælpe ham under operationer til at lokalisere metal i menneskekroppen. Damsgaard påtog sig opgaven og udviklede Beolocatoren i samarbejde med lægen. Arbejdet stod på i et par år, og det mundede ud i to varianter; Beolocator 1200 og Beolocator 1300.

Proben gav problemer

Instrumentafdelingen var vant til sære opgaver, så den gav sig i kast med opgaven:

- Selve chassiset på produktet var ikke det store pro­blem. Vi var vant til at lave testudstyr. Nej, det var proben, som gav os store problemer. Vi tog en Beolit­-antenne af ferrit, tilføjede en spids på den og bevikle­de spidsen med en spole. Spolen var således en del af oscillatoren. Men spolen skulle indkapsles, og det gav os hovedbrud, for proben skulle jo kunne steriliseres, og det stillede meget specielle krav til proben. Vi var ikke vant til at arbejde med glas, så der skulle adskilli­ge omveje til med folie, kobbertråde, støbning med epoxy øg andre materialer, før vi konstaterede, at når lægen havde steriliseret proben små 10 gange, så antog den form som en banan. Det var lægen selv, der foreslog, at vi indkapslede proben i et reagens­glas, og det viste sig at være en god løsning.

Hvordan afprøvede de egentlig apparatet undervejs. Var der nogen, der lagde krop til eksperimenterne?

- Nej, før lægen afprøvede apparatet på sine patienter, testede jeg apparatet på appelsiner, hvor der lå hagl eller søm gemt, fortæller Freddy Resen Pedersen.

Der er ikke nogen, der husker, hvor mange Beolocatorer der blev produceret og solgt fra 1964 og et par år frem. Apparatet var uden tvivl enestående for sin tid, præcis som B&Os respirator. I B&Os arkiv ligger der såvel prospekt som brugsanvisning på eng­elsk, så apparatet var forberedt til eksport, men salgs­kanalerne manglede, og uden den vigtige distribution ophørte produktionen efter nogle år.

Beolocatoren skulle ikke tilsluttes lysnettet; i stedet blev den drevet af

batterier af hensyn til patientens sikkerhed.

Batterikasserne så ud som den tilsvarende i Beolit 600.

Beolocatoren blev lavet i 2 udgaver; Beolocator 1200 og Beolocator 1300. Her ses 1200’eren, hvor knapperne var de samme som på Beolit 600. På de første prototyper var chassiset i øvrigt malet med blå hammerlak, men da det ikke var en passende farve til hospitalsudstyr, gik man over til en neutral lys farve i stedet. Håndtaget er det samme som på Belcanto-båndoptageren.

Hans Vestergaard Nielsen kalder Beolocatoren et typisk produkt fra Bang & Olufsens ingeniør-­inspirerede periode - før designerne kom til. Det var i bund og grund blot et chassis med knapper. Det kan kaldes ingeniørdesign, fordi instrumentafdelingen udviklede det efter samme principper, som når den lavede måleinstrumenter til produktionen.

I samme nummer kan medlemmerne læse
yderligere disse historier:

1974-forretningen Pouls Radio i Den Gamle By i Århus indviet

Generalforsamling i Radiohistorisk Forening Ringsted

60 mærker, som Bjarne D. Nielsen undlod i sin Bella-bog

3 klassikere bygget om til moderne apparater

Besøg hos RFV-medlem Lauge Moselund

Farvel til museumsleder Torben Holm på Struer Museum

Ny leder af Struer Museum udnævnt

Ekstrabevilling til Struer Museum

Hans Buhls historie om Buesenderen

Historien om B&Os eget elværk

Da Peter Bang blev sur på tyskvenlig nabo under krigen

Inger Sandau fortæller om sin mand, Ampéras stifter

Besøg hos RFV-medlem Preben Skousen

Medlemmerne af RFV kan i marts-nummeret af medlemsbladet Resonans læse følgende artikel:

ARKITEKT IB FABIANSEN DØD

Han var B&Os første fast tilknyttede designer

 Af Steen Rønn

Arkitekt Ib Fabiansen, der var den første fast tilknyttede designer på B&O, døde den 24. maj 2009, 81 år gammel.

Han blev bisat pinselørdag fra Frederiksberg Slotskirke, og da han mente, at livet kun leves på Jorden, havde han frabedt sig orgelmusik ved højtideligheden. I stedet spillede en pianist bl. a. ”Den allersidste dans” og ”We’ll meet again”. Ib Fabiansen var selv en habil, selvlært pianist, som gerne satte sig til sit flygel. Hans urne er nedsat på Søndermark Kirkegård, lige over for den villa på Magnoliavej, hvor han boede det meste af sit liv og havde sin tegnestue.

Hans forvisning om, at der ikke var noget liv efter dette, gjorde, at han levede sit liv fuldtud. Han var usædvanlig glad og taknemlig, og hans begejstring over at være med til at skabe noget smukt og praktisk, både på elektronikfronten og i byggeriet, var smittende.

Klager fra Bolighus-kunder

 Ib Fabiansen gennemførte først en tømreruddannelse i sin fødeby, Aalborg, og oven på den tog han en konstruktør-eksamen. Derefter var han ansat bl. a. 1 år hos professor Preben Hansen i København, inden han i 1953 blev optaget på Kunstakademiets Arkitektskole. Blandt hans lærere var møbelarkitekterne Arne Jacobsen, Palle Suenson, Kay Fisker, Finn Monies og Mogens Koch.

 Efter eksamen som arkitekt blev han ansat som leder af det københavnske Illums Bolighus’ indretningsafdeling og oplevede, at kunder beklagede sig over, at det var vanskeligt at møblere et hjem med moderne danske møbler og f. eks. en radio, der så ud, som den havde gjort de sidste 25 år.

 Det var netop i 50’erne, at en række unge danske arkitekters møbler fik deres gennembrud. Blandt dem var Børge Mogensen, Hans Wegner, Finn Juhl og Arne Jacobsen, og begreberne Dansk Design og Danish Furnitures gik deres sejrsgang i Danmark og over hele verden.

 Fabiansens kunder ville altså have kabinetter til radioer og fjernsyn, der kunne matche de designede møbler, og det fik ham til at udtænke dét, der kom til at hedde Byggemøblerne. Det var en række modul-kasser i teak, palisander og fyr, indeholdende radio, tv, grammofon, båndoptager og højttaler, som kunne kom-bineres i sektioner på mange måder og sættes i en reol eller stå på lave borde i 1, 2 eller 3 sektioners længde. Der var 2 moduler i 11 forskellige udgaver og med mulighed for låger og højttaler-fronter i glade farver.

 Efter at have sat sine tanker på papir lavede Ib Fabiansen papmodeller af modulerne og ringede til B&O for at aftale et møde om en præsentation af ideen. Det varede kun 5 minutter, inden B&Os ledelse havde købt ideen. B&O satte den i produktion med brug af fabrikkens eksisterende produkter, f. eks. Capri-fjernsynet, som indmad.

 En tid efter ringede B&O til Fabiansen og spurgte, om han ikke kunne tænke sig at designe noget mere. Derefter gik det så slag i slag for Fabiansen og hans design-ideer: den anden i rækken af Beolit-transistorradioer fra 1961, radioen Mini Present i 1960 med 2 lidt vildere udgaver: Mini Moderne og Mini Ultra, sidstnævnte i fyrretræ og med orange front, lige noget for det unge hjem.

 I 1962 designede han båndoptageren Beocord Belcanto, det flytbare tv Horisont samt tuneren/forstærkeren Dirigent. Sammen med et team fra fabrikken i Struer var han i 1964 med til at frembringe den store båndoptager Beocord Stereomaster, og hans sidste produkt for B&O var tv/radiogrammofonen Beovision 2000 i 1965.

 De sidste år arbejdede han på B&O parallelt med arkitekterne Henning Moldenhawer  og Jacob Jensen.

Ib Fabiansen fotograferet på sin 80 års fødselsdag.

En 30-årig Ib Fabiansen med papmodeller af sine Byggemøbler. Dem viste han B&Os ledelse, og de blev antaget på stedet.

En oversigt over nogle af de mange måder, Ib Fabiansens Byggemøbler kunne kombineres på.

Et eksempel på en kombination af Ib Fabiansens Byggemøbler. Fjernsynet er et Capri.

Udover ovenstående kan følgende artikler læses
i Resonans for marts:

Frihedskæmperen Arne Elstrøm fortæller om sin forbindelse med B&O

RFVs web-ansvarlige, Per Rasmus Møller, om grammofonplader fra tysk  ubåd

Søn fortæller om sin far, Sigvald Johannessen, der var selvlært radiomekaniker

På generalforsamlingen i Radiohistorisk Forening Vest var der kun et enkelt nyvalg

Datoen for åbningen af Pouls Radio i Den Gamle By i Århus fastsat

Bjarne D. Nielsens tillægssider til Bella-bogen er nu udgivet i hæfteform

Jacob Jensen udnævnt til Pionermedlem i Radiohistorisk Forening Ringsted

Struer Museums leder, Torben Holm, har sagt op i protest mod 5 nye fyringer

Ib Krogh, Hjørring, søn af skaberen af B&Os kapselåbner, Holger Krogh, er død

Historien om B&Os første anlæg til kongen er mere kompliceret end først antaget

RFV-medlem Per Hundebøll har været ejer af et royalt Krone 3-anlæg

Forfatteren og højttalerfabrikanten Jørgen Reese, Odder, er død

I november-nummeret 2009 af Resonans kan medlemmerne af RFV læse følgende artikel:

MUSEUM HAR NETOP FYRET SIN BEDSTE B&O-FORMIDLER

BANEBRYDENDE PROJEKT PÅ STRUER MUSEUM AFBRUDT FØR TIDEN PÅ GRUND AF ØKONOMISKE PROBLEMER

Af Steen Rønn

Det opsigelsesvarsel, som Struer Museum i sommer sendte til 5 medarbejdere på grund af dårlig økonomi, blev effektueret pr. 1. november. Det ramte bl. a. nogle af museets frontfigurer. De fratrådte er museumsinspek-tørerne Majken S. Høgh og Christian Ringskou, projektmedarbejder Sara H. Jensen, AV-chef Claus Bundgaard samt køkkenmedarbejder Ulrikka Ikjær. Tilbage er 13 fastansatte medarbejdere udover museumsleder Torben Holm, men der ikke ansat museumsinspektører mere; stort set er der kun administrativt personale tilbage. Set med Resonans’ (og RFVs) øjne er især tabet af Majken S. Høgh mærkbart, men Torben Holm lover, at det projekt, hun blev ansat på og har brugt meget af sin tid på, vil blive færdiggjort.

4-årigt formidlingsprojekt

Majken S. Høgh blev ansat på Struer Museum i marts 2007 i et 4-årigt projekt, for en stor del finansieret af Kulturarvstyrelsen. Dets formål var at gøre historiske genstande vedkommende, og i forbindelse med åbningen af Struer Museums B&O-afdeling var det nærliggende at bruge B&O som emne for problemstillingen: Hvordan formidler man gamle radioer til almindelige mennesker? Resonans havde en samtale med Majken S. Høgh inden hendes fratrædelse, og her fortalte hun om digitalisering af materiale om B&O: hovedbrochurer, brugs-anvisninger, reklamer, bibliografier om B&O-medarbejdere osv. Indscanningen af hovedbrochurerne blev færdig for nylig – den er foretaget af de frivillige i B&O-Klubben. Også Jens Bangs bøger er færdigdigitaliseret, men ikke alt stoffet bliver tilgængeligt. Noget lægges på museets hjemmeside, mens andet kun er tilgængeligt for museets gæster.

 Mindmaps om 15 B&O-produkter

Inden for rammerne af samme formidlingsprojekt skabte Majken S. Høgh sammenhæng mellem alle informationer om et bestemt B&O-produkt: fotos, hoved-brochure, diagrammer, reklamemateriale, involverede personer osv. Sådanne såkaldte mindmaps (direkte oversat: huskekort) er hidtil udarbejdet om ca. 15 produkter, men det er ikke tanken, at der skal laves mindmaps om alle B&Os produkter, kun udvalgte. Disse mindmaps er indtil videre ikke tilgængelige, men måske skal de lægges ud på dét, der på museet og på hjemmesiden hedder Byskriveren og/eller Infogalleri. Byskriveren var oprindelig en person, journalist Hugo Hviid, der som ansat af Struer Kommune havde til opgave at skildre, hvad der skete i kommunens område for at fastholde informationerne for eftertiden.

Byskriveren nu en trykskærm

 På det nye Struer Museum fandt Byskriveren en anden form. Byskriveren er en stor interaktiv trykskærm med film, lyd, billeder og tekst. Samtidig er Byskriveren stadig et menneske, idet et medlem af museets personale altid er til stede i udstillingen, klar til at møde gæsterne og til at lytte og nedskrive gæstens historier fra lokalområdet. Museet byder på endnu et interaktivt ressourcecenter med trykfølsom skærm, nemlig infogalleriet. Her vil materiale vedrørende B&O efterhånden blive samlet og formidlet på nye måder. Gæsterne kan bidrage til museets indsamlings-aktivitet, bl.a. ved at skrive en kommentar til et billede af et B&O-produkt. Det er også muligt fra dette vidensbibliotek at sende informationerne til sin egen eller andres e-mail. På den måde kan man nemt og hurtigt tage viden omkring de enkelte B&O-produkter med sig hjem. Funktionen Byskriveren på museets hjemmeside, www.struermuseum.dk, åbnes, når man klikker på ordet Byskriveren i menulinjen øverst oppe på siden. En ny side kommer frem, og her klikker man på ordet HER. På en ny side kan man vælge mellem 3 emner: Bang & Olufsen, Struers historie eller Det rene vand. Trykker man på fotoet af de 2 fabriksgrundlæggere, kommer man ind i et nyt billede, hvor man ved hjælp af en skyder i en linje med årstal nederst kan bevæge sig frem gennem B&Os udvikling frem til 2005. Over tidslinjen er der afbilledet et karakteristisk produkt fra et bestemt år, og klikker man på det, åbner der sig en boks med informationer. Klikker man f. eks. på Lysnetmodtageren fra 1925 kan man læse om apparatet og se fotos af kabinettet og chassiset samt fra Quistrups dagligstue. Man kan også læse om batterikrigen med Hellesen og se eksempler på annoncer fra krigen, bl. a. nogle, som ikke er offentliggjort i Jens Bangs bøger.

Registrering af 529 B&O-apparater

En anden af Majken S. Høghs opgaver har været, i nært samarbejde med B&Os museumslagers leder, Ronny Kaas, at foretage registrering, med meget korte tekster, af de 529 apparater, som B&O har overført til Struer Museums eje, eller som museet ejede i forvejen, og af hvilke ca. 250 udstilles i Søndergade. Ca. 800 apparater mangler at blive registreret og overført til museet. På  Nettet kan man læse,  hvad museet har  registreret af apparater og ting med tilknytning til B&O. Registreringen ligger på hjemmesiden www.kuas.dk/mussam
(kuas står for Kulturarvstyrelsen og mussam for museernes samlinger). Gå ind på hjemmesiden og tryk på firkanten ”Vælg museer”. Nu kommer der en oversigt over alle landets statsanerkendte museer frem. Bemærk, at de står ordnet alfabetisk vandret i 4 kolonner. Vil man kun se Struer Museum, fjerner man fluebenet ved firkanten ”Vælg alle museer” og sætter et flueben ud for Struer Museum, hvorefter man trykker Gem og kommer tilbage den den første side. I firkanten ved ”Søgeord” skriver man B&O, og i ”Vælg objekt” vælger man ”Gen-stande” i gardinet. Til sidst trykkes der på Søg, og de ønskede genstande kommer frem Struer Museum råder over 589 B&O-relaterede registrerede genstande på internetportalen. Her kan man læse en kort informativ tekst samt se et fotografi af genstanden, hvis man scroller ned ad siden. Søger man efter B&O på alle landets museer, er tallet 862, inklusive Struer Museums genstande. På de øvrige museers sider er der en kort tekstbeskrivelse af hver registreret genstand, ingen fotos.

 Majken S. Høgh ved den interaktive trykfølsomme skærm på Struer Museum.

Udover ovenstående artikel kan RFVs medlemmerne læse om følgende i novembernummeret:

Ingeniør Niels Damgaard, Struer, der arbejdede under Peter Bang og Svend Olufsen, fortæller om et livslangt arbejde på B&O

Gården Hunsballe, hvor Niels Damgaard bor, har mange berøringspunkter med nabo-virksomheden B&O

Lilly Wriedt, Struer, i sin tid Lilly Andreasen, fortæller om 13 år som højrehånd for Peter Bang

Formanden for Radiohistorisk Forening Ringsted, Bjarne D. Nielsen, fortæller fjernsynets historie i anledning af det analoge stop

 20 medlemmer af RFV besøgte medlem Per Hundebøll i Årre og holdt samtidig byttedag

”Hvad er det?”- apparatet i sidste nummer af Resonans var en engelsk hjørnehøjttaler, et såkaldt Voigt Domestic Corner Horn

Radiohistorisk Forenings Vest bestyrelse har fastsat 2 vigtige datoer næste år – for generalforsamlingen og for byttedagen

Radiohistorisk Forening Vests lokalklub for Djursland har fået et nyt medlem, så der nu er 5

STRUER MUSEUM LUKKET I 4 MÅNEDER

Struer Museum vil i 4 måneder – fra den 2. november I år til 2. marts 2010 - kun være åbent for grupper og arrangementer, der på forhånd er aftalt. Bestyrelsen og ledelsen har efter en nøje gennemgang af museets nuværende aktivitetsniveau måttet konstatere, at der ikke er den fornødne sammenhæng mellem dette og de midler, der er til rådighed. For at sikre den fornødne tid og ro til at skabe en ny basis for museet og samtidig give mulighed for afspadsering af den overtimemængde, der er oparbejdet, er det besluttet, at museet i 4 vintermåneder kun vil være åbent for grupper efter forudgående aftale. Der kan træffes aftale om gruppebesøg på museet ved henvendelse på tlf. 97 85 13 11 eller ved at kontakte museet via mail på booking@struermuseum.dk.

I augustnummeret 2009 af Resonans kan medlemmerne af RFR læse følgende artikel:

RADARFABRIKKEN TERMA FREMSTILLEDE TV-APPARATER ENGANG

I ÅRHUS BLEV DER I 50’ERNE FREMSTILLET OMKRING 200 EKSEMPLARER AF TV’ET NABIC

Af Steen Rønn

I 20 år har Struer Museum haft et adskilt tv-apprat liggende i et depot. Det dukkede op for nylig i forbindelse med en magasin-oprydning, og af et stykke papir, som giveren havde vedlagt apparatet, fremgik det, at det var fremstillet af elektronik-fabrikken Terma i Århus. Nu er et tv af et andet fabrikat end B&O måske ikke lige det, museet umiddelbart vil ud-stille, men navnet vakte opmærksomhed, for ingen på stedet vidste, at Terma havde fremstillet fjernsynsapparater. Århus-virksomheden er mest kendt for i mange år at have fremstillet civile og militære radarer.

Produktionsnummeret er 106

 På det vedlagte A4-ark havde giveren, Leon Nielsen, Holstebro, pr. 9. december 1989 noteret oplysninger om Terma-tv’et ned. Det er en skabsmodel med navnet Nabic, 14 tommer, fra 1953-54. Chassiset bærer i højre hjørne nummeret 106, og nummeret på lineariseringen er 10923. Tv’ets system er split-carrier, med 2 FM-kanaler i tuneren. Det er opbygget af fær-digbyggede chassis-moduler fra Torotor. Opbygningen er hovedsagelig omkring E80-rør på ”strips” (videostrip og audiostrip + tuner). Afbøjning og højspænding sidder på hovedchassiset. Billedudgangs-transformatoren på Struer Museums eksemplar er ikke original, idet den blev erstattet af en højttaler-trafo, da den stod af. Leon Nielsen lagde 20 kg højttaler-magneter oven på chasssiet for at få afbøjning nok! De fulgte dog ik-ke med til museet. Pentodeindgangen blev på et tidspunkt bestykket med et nyere rør (EF89), og Leon Nielsen borede også et hul i betjeningspanelet, så han kunne justere tuner-rosc. udefra. Leon Nielsen og hans kone købte Nabic’en hos radiohandler A. W. Pedersen i Fredericia omkring 1960 og fik at vide, at apparatet oprindelig havde været brugt på den jyske østkyst, muligvis Hedensted, som langdistancemodtager, idet der jo dengang kun var 2 sendere, nemlig Gladsaxe og Flensborg.

 Ægteparret boede i Fredericia, og her kørte apparatet i nogle år med signaler fra Fyn-senderen. Som nævnt ovenfor blev der repareret på apparatet, men til sidst ville det ikke mere, og Leon Nielsen og hans kone flottede sig med en ny B&O Grand Prix TV 609 RG, 23”, der kostede 4000 kr. på nær 25 øre hos radioforhandler Vestergaard i Vejle.Terma-tv’et blev fragtet med til Holstebro, da familien flyttede hertil, men for at kunne få det op på loftet gennem loftslemmen var Leon Nielsen nødt til at tage chassiset ud af kabinettet og adskille dette.

 B&Os Grand Prix RG kom også med til Holstebro og kørte et stykke ind i farve-tv-alderen, og da der skete noget med det, eller det bare blev yt – Leon Nielsen husker det ikke – blev det i 1989 tilbudt Struer Museum, som kom og hentede det sammen med Nabic-tv’et, som Terma forinden havde sagt nej tak til. Museet fik også en hel del kataloger, radio/tv-blade og bøger. Grand Prix’en blev skiftet ud med et Philips-farve-tv.

Det Rullende Radio Værksted

Resonans har besøgt Leon Nielsen i hans hjem i Holstebro, hvor han fortæller om sit liv: Han er i dag 78 år og stammer fra Ringsted. Som ung troede han, at han skulle være radioreparatør, idet han havde syslet med krystalapparater, men i stedet blev han bud og altmuligdreng hos boghandler Flensborg, som var radioamatør. Kort efter overtog radiohandler Jensen en butik i Nørregade, og han havde brug for en lærling. Det blev dog heller ikke til så lang tid her, for radiogrossist Laursen, som også drev et reparationsværksted, søgte også en lærling, og denne plads trak mere. Her stod Leon Nielsen i lære fra 1948 til 1952. På et tidspunkt gik Laursens firma i betalingsstandsning og blev overtaget af Holger Nielsen, som ejede Det Rullende Radio Værksted, og Leon Nielsen fulgte med. Det rullende værksted var indrettet i en gammel rutebil, og det havde kunder i et bredt strøg over det midterste Sjælland, fra Køge til Slagelse. Leon Nielsen arbejdede på Laursens tidligere værksted, og her passede han også telefonen (og husker stadig telefonnumrene 1212 og 1428!). Folk, der skulle have en radio repareret, ringede hertil, og ud fra bestillingerne blev der så lagt en kørerute med stop, hvor folk afleverede deres apparater. Rutebilen var bemandet med 4-5 radiomekanikere, og var der noget, der ikke kunne ordnes i bussen, blev det taget med hjem til Ringsted, hvor Leon Nielsen som teoretikeren – som han selv siger – fik det overladt. Det var stort set kun førkrigs-radioer, der blev sat i stand, fordi der ikke blev produceret ret meget under krigen. Han kom aldrig på skole, skønt Teknisk Skole i Ringsted jo havde en radio-afdeling, men gennemførte de 4 år udelukkende i den praktiske skole. Han fortsatte på værkstedet, indtil han i 1951 blev indkaldt til Hærens Signaltekniske Tjeneste i Høvelte i Nord-sjælland. Dette korps blev oprettet samtidig med Leon Nielsens indkaldelse, udskilt fra ingeniørtropperne.

Fik radioteknikeruddannelse

De nye rekrutter gennemgik som noget af det første en kort undervisning i at morse, og derefter blev de skrappeste udskilt ved en prøve. Leon Nielsen hørte ikke til dem og blev i stedet sendt på telegrafmekanikerskole i Ryvangen i København, hvor han fik en grundlæggende radiotekniker-uddannelse. Forsvaret fik nyt materiel fra USA efter krigen, og Leon Nielsen stiftede bekendtskab med bl. a. FM-radioen. Den var også helt ny for radiomekanikere, som blev indkaldt til militærtjeneste; den kendte de ikke fra skolerne. Leon Nielsen  blev under uddannelsen sendt ud til garnisonerne for at vedligeholde og reparere materiellet og var i bl. a. Roskilde og Slagelse. Da han skulle hjemsendes efter rekruttiden, valgte han at blive i forsvaret og meldte sig til fenrikskolen (i dag løjtnant). Efter at have bestået den blev han forflyttet til signaltjenesten i Fredericia og blev efter nogle år beordret til at gøre tjeneste hos Jydske Dragonregiment i Holstebro. Han mødte sin kommende kone, Kæthe, i Roskilde, og de giftede sig, da han kom til at gøre tjeneste i Fredericia. Som nygifte skulle de have et tv, men havde ikke råd til at købe et nyt, og eftersom udbuddet af brugte apparater ikke var ret stort, syntes de, at de var heldige, da de fandt det brugte 14 tommers Nabic. Leon Nielsen lod sig pensionere fra forsvaret som 47-årig i 1978, fordi han ikke ville lade sig tvangsforflytte inden for forsvaret, og han havde derefter nogle civile jobs, indtil han nåede folkepensionsalderen. Resonans spørger ind til, om Leon Nielsen kender omstændighederne ved Termas stop for tv-produktionen, men det eneste, han erindrer, er, at det blev fortalt, at en tv-ingeniør stak af fra Terma og begyndte hos Derby.

Til Termaansat via RFV-medlem

Resonans går videre i jagten på information, og redaktøren kan huske, at RFV-medlem Kurt Skoven, Århus, i sin præsentation af sit radioliv i medlemsbladet for nogle år siden berettede, at han sluttede sit arbejdsliv på Terma. Han fører Resonans videre til en anden tidligere medarbejder på virksomheden, Henning Jensen, Risskov. Han var ansat på Terma fra 1953 til 2003 og havde bl. a. rejsejob og projektledelse i de mange år. Resonans ringer Henning Jensen op, og han husker, at Nabic-tv’et blev produceret på fabrikken i Finlandsgade 12 i Århus det år, han blev ansat, men virksomheden havde ikke penge i kassen til at købe produktionsudstyr i større skala og komponenter i større mængder for, og fremstillingen af tv-apparaterne var derfor ulønsom. Terma solgte fremstillingsrettigheder, tegninger, produktions-udstyr og komponenter til knallertfabrikken Derby i Århus (læs mere om Derby på hjemmesiden www.radiohistorie.dk, hvor Bjarne D. Nielsen fra Radiohistorisk Forening Ringsted har skrevet  tv-produktionens historie).

Henning Jensen var udlært radiomekaniker, da han i 1952 blev indkaldt til militæret, hvor han i løbet af 18 måneders tjenestetid blev oplært som radar-mekaniker. Da militærtiden i 1953 var ved at være ovre, skulle han finde et job og gik i uniform ind i gården til Terma i Finlandsgade, hvor han ved et træf mødte en mand, der viste sig at være chefen, Thorkild Juncker. Den administrerende direktør spurgte: ”Hvad kan jeg hjælpe Dem med, soldat?” Henning Jensen forklarede, at han efter 18 måneder med radar hos militæret søgte et job, og det passede Juncker meget fint, for han havde netop vundet en konkurrence om renovering af forsvarets radarer, men havde ikke en eneste radartekniker ansat. ”De kan møde på mandag”, sagde han. Og det blev så til 50 års ansættelse på en spændende arbejdsplads, som Henning Jensen kalder Terma.

Diagram over Nabic-tv’et

Henning Jensen husker udmærket tv-produktionen, og han er også i besiddelse af et diagram over tv’et, men de nærmere omstændigheder om salget af Nabic erindrer han ikke. Heller ikke et opslag i Termas 50 års jubilæumsskrift fra 1999 bringer mere frem. Skriftet fortæller: ”Terma blev grundlagt som en lille  mekanisk virksomhed umiddelbart efter anden ver-denskrig af brødrene Orla og Svend Aage Jørgensen på adressen Ole Rømersgade 100 i Århus. Produktions-området omfattede bl. a. gasflasker, trykkogere samt termometre og manometre, deraf navnet Terma. I 1949 blev Terma solgt og samtidig omdannet til aktieselskab, der i år [altså i 1999] markerer sit 50 års jubilæum. Under navnet Fabrik for Måleinstrumenter Terma, Aktiesel-skab, blev der oprindeligt fremstillet termometre og manometre til skibsmotorer og kedelanlæg kombineret med elektriske apparater; fra 1951 bl. a. tv-apparater. Rettighederne til tv-produktionen blev i 1955 solgt til Århus-virksomheden Derby. Året efter blev termometer- og manometerproduktionen solgt fra og fortsatte under navnet Tempress. Terma skiftede samtidig navn til Terma Elektronisk Industri A/S”.

En krølle på halen: Bravour

I øvrigt er der lige den krølle på halen, at Terma i 1977 købte virksomheden Bravour, der bl. a. udviklede og producerede vhf-radiomateriel til forsvaret. Bravour havde i 1968 - som den første fabrik i verden - udviklet en militær radio med digital frekvenssyntese. Ifølge jubilæumsskriftet havde Terma indtil 1999 produceret mere end 10.000 af disse systemer primært til det danske forsvar.

Bravour havde ifølge Bjarne D. Nielsens bog ”Bella og alle de andre” fremstillet radioer og fjernsyn fra 1929, men produktionen blev indstillet i 1962. Virksomheden satsede nu på fremstilling af udstyr til forsvaret. Civilingeniør Peter Elnegaard, som stiftede Bravour i 1923, døde i 1965. I 1968 fusioneredes firmaerne Bravour, AGA og Dantronic under navnet A/S Agatronic. Sønnen Erik Elnegaard fortsatte ledelse og udvikling af kommunikationsudstyr til forsvaret.  I 1971 samledes alle Bravours og AGAs aktiviteter i et fælles stort byggeri på Amager, og Bravourfabrikken på Buddingevej blev solgt til Gladsaxe Kommune. Agatronic havde udvikling og produktion af militærudstyr frem til slutningen af 1975. De sidste år besattes posten som teknisk direktør af Poul Linnet, søn af direktør Harald Linnet fra LL. Om Bravour har Leon Nielsen denne lille historie om fabrikkens digitale frekvenssyntetisator: - En sælger fra Bravour besøgte os på værkstedet for at demonstrere nyskabelsen, og jeg indskød, at intet kunne være simplere end nogen af de typer, vi havde i forvejen: 2 drejeknapper med 10 klik hver kunne jo dække 100 kanaler. Han gav mig ret, men udviklingen gjorde det nødvendigt. Han betroede mig, at ingen elektronik-uddannede i dag havde det mindste begreb om finmekanik. Og det har jo vist sig siden: man kan lige klare at lave et trykknap-tastatur.

Måske er dette det eneste foto, der eksisterer af Termas Nabic-tv. Det stammer fra lærebogen ”Fjernsynsteknik for Radioteknikere” fra 1954, og teksten lyder: ”Terma: Skabsmodel Nabic - Universal 27 x 36 cm”. Apparatet optræder i bogen sammen med andre tv’er fra 1953: B&Os TV 508 S, populært kaldet Trillebøren, Eltras bord-modeller 939 og 944, LLs skabsmodel 521-36, Philips’ projektions-modtager TDK 701A samt Philips’ bordmodeller TDK 1420U og TDK 1720U, Renodyns UTV 11, Ruhes bordmodel 36 UB samt Ruhes skabsmodeller 43 US og 43 USX, Telavox’ bordmodel TV 2 og TO-Rs skabsmode

Udover ovenstående artikel kan medlemmerne i Resonans’ augustnummer læse om følgende:

Struer Museum må afskedige 5 ansatte, fordi besøgstallet
     har været for lille i årets første halvdel

Linnet & Laursen havde planer om at overtage TO-R, frem-
     går det af papirer, som er skænket til radiomuseum

4 medlemmer af RFV har dannet en lokalkub på Djursland
     og mødes én gang om måneden
Knallertfabrikken Derby i Århus fik en nicheproduktion af
     fjernsyn og transistorradioer

2 norske drenge på 15 år skabte Norges første piratsender
     i Drammen i 1923

Det nye designmuseum i Randers har fået overladt lomme-
     bog, som tilhørte en kabinetproducerende snedkermester
Ét medlem vidste, at den store højttaler i sidste nummers
      konkurrence var fra B&O – fra 1949
Resonans’ redaktør har hjembragt en dasdør fra Sverige og
      foræret den til Struer Museum

Radiohistorisk Forening Vest har 2 spændende arrangemen-
      ter på sit efterårsprogram

10 gode råd om fejlfinding på fjernsynsapparater – hvad er der
      f. eks. galt, hvis billedet kører rundt?

Radiohistorisk Forening Ringsted har nu 85 betalende medlem-
      mer, oplystes det på generalforsamlingen

I maj-nummeret 2009 af Resonans kan medlemmerne af RFV læse denne artikel:

FEST I RINGSTED, DA ’DEN GAMLE BY’ FIK OVERDRAGET POULS RADIO

RADIOBUTIK FRA 1974 ÅBNER PÅ ÅRHUS-MUSEET NÆSTE ÅR

Af Steen Rønn

Ved en festlig sammenkomst i Ringsted fik Den Gamle By i Århus overdraget en komplet radioforretning med værksted anno 1974. Pouls Radio, som bliver en del af Den Moderne By, indvies i efteråret 2010.

I Pouls Radio indgår 80 istandsatte apparater, skænket af Radiohistorisk Forening Ringsted, ca. 20 istandsatte B&O-apparater udlånt af B&O-samlingen i Struer, disk og kasseapparat fra Ringsted Radio (1948-90), skænket af arvingerne, og et komplet radioværksted, foræret af EUC (Teknisk Skole) Ringsted.

Disken i den kommende Pouls Radio i Den Gamle By i Århus har stået i forretningen Ringsted Radio, som eksisterede fra 1948 til 1990.

Mange medlemmer af Radiohistorisk Forening Ringsted har arbejdet på istand-sættelsen af apparaterne i flere måneder. Radioer og fjernsyn mv. er udstyret med prisskilte og brochurer, og der er desuden fremskaffet grammofonplader, bånd, posevarer med byggesæt, reservedele, stik og ledninger samt udstillings-materiale.

Det bedste udstillingssted

Siden 2002 har Den Gamle By arbejdet for at etablere et 1900-tals bykvarter, en moderne by i Den Gamle By. Projektet realiseres i løbet af de kommende år. I Den Moderne By kommer museets gæster til at opleve 1900-tallets histo-rie frem til 1974, fortalt i troværdige gademiljøer, butikker, boliger og værksteder. Radio-tv-forretningen Pouls Radio, opkaldt efter en tidligere forretning af dette navn i Holstebro (med senere filial i Struer), åbner som den første butik i 1974-kvarteret i efteråret 2010.

Der er bredt udvalg udvalg af radioer, fjernsynsapparater osv. fra 1974 på hylderne i Pouls Radio. Nederst til venstre ses bl. a. 2 B&O-fjernsyn.

I sommeren 2008 fortalte Den Gamle By RFR om det store projekt med Den Moderne By og herunder Pouls Radio. I efteråret 2008 besøgte RFR-repræ-sentanter Den Gamle By 2 gange og tilbød herunder donationen til Pouls Radio. Efter kontakt med Ronny Kaas i Struer opnåedes aftale om, at man fra B&Os samling leverer en repræsentativ B&O-samling fra 1974.

Gennem mere end 40 år er der blevet indsamlet radio/tv-apparater mv. på EUC Ringsted. Dette er foregået med baggrund i skolens uddannelse af såvel radiofaghandlere som radiomekanikere. Begge uddannelser foregår stadig på EUC Ringsted.  Elever, lærlinge, svende og mestre samt interesserede private har skænket apparaterne. Samlingen rummer i dag mere end 5000 apparater samt millioner af komponenter/reservedele.

RFRs medlemmer kan ikke forestille sig et bedre  udstillingssted end netop Den Gamle By, som i 2008 havde mere end 350.000 gæster. RFR mener også, at det må være i bedste interesse for dem, som oprindelig har skænket apparaterne til Ringsted-samlingen.

Pouls Radios værksted anno 1974 er skænket af Teknisk Skole i Ringsted.

Ikke alt B&O fra 1974-kataloget

På B&Os museumslager har Ronny Kaas fundet en snes apparater, som var i overskud, og de er udlånt til Den Gamle By uden tidsbegrænsning, men til Resonans  siger han, at han mentalt set har sagt farvel til dem. Alle apparater er markedsført i 1974 og er med i det katalog, som blev udsendt i slutningen af 1973.

Apparaterne er disse: Beomaster 6000 palisander,  Beomaster 6000  Com-mander (fjernbetjening), Beogram 6000 palisander, Beocenter 1400 palisan-der, Beomaster 2000 palisander, Beomaster 90, palisander,Beomaster 1700 palisander, Beolab 1700 palisander, Beomaster 3000-2 teak, Beocenter 3500 palisander, Beocord 2200 palisander, Beocord 900 palisander, Beogram 1203 palisander, Beogram 3000 palisander, Beogram 4002 hvid, Beovision 1601 teak, Beovision 3500 hvid og Beovision 6000 palisander.

Det er ikke alt fra kataloget, Ronny Kaas har kunnet levere til Århus-museet. F. eks. har han ikke overskud af Beolitter fra 1974, og Den Gamle By får heller ingen højttalere. Han fortæller, at højttalere fra årene 1971, 1972, 1973 og 1974 er en mangelvare i Struer; nogle er således slet ikke repræsenteret på museet/lageret.

Alle B&O-apparater til Den Gamle by blev inden afleveringen sat i stand af Yvonne Ley fra Idé & Model i Gudum, som helt har overtaget restaureringen af de gamle apparater, efter at den tidligere ejer af firmaet, Mogens Ringdal, løbende har faset sig ud af virksomheden efter sin pensionering.

I forbindelse med overdragelsen af Pouls Radio til Den Gamle By berettede projektchef og museumsinspektør Allan Leth Frandsen om Den Moderne By, og RFR-formand Bjarne D. Nielsen fortalte om foreningens arbejde med gaven. Det var også Bjarne D. Nielsen, der foretog den formelle overdragelse af Pouls Radio til Allan Leth Frandsen.

Udover ovennævnte artikel kan RFVs medlemmer læse følgende i maj-nummeret af Resonans:

Pigerne på to B&O-plakater, som var sidste nummers læseropgave, er Esther Williams og Sonja Henie
Randrusianer åbner museum for dansk design, som også skal vise radioer

RFR har arvet materiale efter tidligere ejer af radio- og tv-fabrikken Unica
Mulighed for at købe nyproduceret stationsskala til Beo lite 39

RFV-medlem skildrer i billeder sin restaurering af gammel radiogrammofon fra B&O

Erling Klingberg Jensen slutter sine erindringer fra et langt liv i elektronikkens tjeneste

RFV-medlemmer på besøg hos samler på Sjælland med
     efterfølgende byttedag i Ringsted

Arven efter Jens Bang er klar til at blive hentet af Struer Museum

Bjarne D. Nielsen har nu lavet 30 ekstrasider til sine bog om Bella og alle de andre

B&O indrykkede den 8. maj 1945 en annonce, hvori virksomheden hyldede den frie radiolytning

B&O-ingeniør Rudolf Jensen, som Resonans interviewe  de i sidste nummer, er død
Erling Klingberg Jensen fortæller om den første del af et liv i elektronikkens tjeneste
To læsere har reageret på redaktørens undren over lakpla der så små som EP-plader
Én læser vidste, at ”Hvad er det?” i december handlede om en R.T.C.-radiogrammofon
Struer Museums B&O-hjælpere har travlt med at klargøre apparater til udstillingsbrug
Professor Ole Mørk Lauridsen og RFRs formand, Bjarne Dahlin Nielsen, holdt  foredrag ved temamøde i Ringsted
På generalforsamlingen i RFV, afviklet i Hammel med 17 deltagere, oplystes det, at foreningen har 78 medlemmer
Medlemsdebat om nyt debatforum på RFVs hjemmeside
Foreningen bag radiostationen OXA har fejret sin 100 års fødselsdag, men har måttet opgive plan om jubilæumsbog
Ringsted Radiomuseum har indrettet et Bella-hjørne i anledning af ”Krøniken”s genudsendelse på DR1

 

I decembernummeret 2008 af Resonans kan medlemmerne
læse bl. a. denne historie:

RFV’S FORMAND HAR FEJRET
25 ÅRS BUTIKSJUBILÆUM

Af Steen Rønn

Ikke nok med at formanden for Radiohistorisk Forening Vest, Viggo Kristensen, Bremdal i Struer, i november kunne flytte ind i en meget større butik, indrettet i hans tidligere museumsbygning. Han og hans kone, Karen Margrethe, kunne også fejre 25 året for åbningen af butik i Bremdal. Strengt taget var jubilæet i fjor, men de syntes, at det var smartest at kombinere de 2 begivenheder.

Men radio-tv-eventyret i Bremdal begyndte tidligere end for 26 år siden: I 1975 købte ægteparret en byggegrund på Drosselvej i Bremdal, hvor de byggede hus og indrettede et radioværksted. Viggo Kristensen var på det tidspunkt ansat på B&O og begyndte, sideløbende med jobbet her, at reparere apparater  derhjemme i sin fritid, ligesom han senere gik i gang med at sælge brugte farvefjernsyn, som han en overgang hentede i København.

 I 1982 fik parret mulighed for at købe ejendommen Bremdalvej 12, hvor der hidtil havde været drevet grillbar. Her indrettede de butik med tilhørende serviceværksted.

Museet skal ligge i nærheden

På Bremdalvej 8 havde der tidligere været en købmandsbutik, som var lukket, hvorefter lokalerne blev anvendt til lønsystue. I 1992 lukkede systuen, og Viggo Kristensen så her en mulighed for at få plads til sin voksende samling af radioer, grammofoner, båndoptagere, fjernsyn osv. og til sin afdeling for brugt B&O-udstyr. Mange af RFVs medlemmer kender disse lokaler, hvor der i over en halv snes år er blevet holdt bytte-, køb- og salgsdag hvert forår.

I flere år har pladsen i den gamle butik været for lille; specielt syntes Viggo Kristensen, at B&Os produkter ikke kunne udstilles optimalt, og derfor besluttede han tidligere i år at lukke sit museum og indrette/udvide lokalerne til salgslokale og værksted. Salgslokalet er nu ca. 3 gange så stort som det gamle, ca. 300 kvm, og halvdelen bruges til en flot eksponering af B&O-apparater.

Den store museumssamling på ca. 1000 apparater ligger pakket ned i et lagerlokale i Hum-lum, men det er Viggo Kristensens udtrykkelige ønske at finde nye lokaler til samlingen – og helst i nærheden af forretning og bopæl, så han kan nyde samlingen så tit, som han har lyst. Det er dog ikke lykkedes at finde nye lokaler endnu, men både han selv og byens ejendomsmæglere har øjnene vidt åbne.

Det ligger i familiens gener at beskæftige sig med radio og tv. Viggo Kristensens far, Ingemann Kristensen, havde en radioforretning i Sdr. Omme, hvor sønnen fik smag for elektronikken og tjente sine første lommepenge ved lørdag efter skoletid at bistå faderen ved opsætning af tv-antenner. En bror til Ingemann Kristensen havde en radio-tv-butik, i Skibby på Sjælland, og det var her, Viggo Kristensens far blev udlært som radiotekniker.

I 1970 gik det rigtig godt for B&O i Struer, og fabrikken havde brug for alle, som var teknisk interesserede. Viggo Kristensen søgte som 20-årig ind på virksomheden, og hans første job var at reparere tunere, hvori der var opstået fejl under produktionen. Senere blev han udset til at reparere farvefjernsyn, og han husker, at det første apparat, han gav sig i kast med, var Beovision 3400.

Han stoppede på B&O i 1978, men havde da været i gang derhjemme i 3 år. Nu kunne han koncentrere sig helt om sin egen virksomhed.

Karen Margrethe og Viggo Kristensens 3 sønner er gået i familiefodsporene. Den ældste, 32-årige Morten, blev udlært hos Lehman Radio i Viborg og var derefter butikschef i en B&O-forretning i Viborg og i 2 år butikschef  hos B&O-forhandleren Søren Ottosen i Billund, inden han i 1997 vendte hjem til faderens forretning i Bremdal.

Første lokaler stadig i familieeje

Han begyndte da at aflaste faderen, og det seneste par år har han reelt siddet i chefstolen. I forbindelse med jubilæet og åbningen af den nye butik er han blevet ejer af virksomheden, og Viggo Kristensen kan koncentrere sig om det, hans synes er sjovest: at betjene kunder og at sælge varer. Han er 58 år, men har ikke planlagt, hvornår han vil pensioneres.

Karen Margrethe og Viggo Kristensens mellemste søn, Jens, er udlært hos Merlin i Herning, men arbejder i dag som edb-konsulent hos Concept Data i Herning, hvor han netop har haft 10 års jubilæum. Den yngste, Lars, er souschef i den store Fona-butik i Østergade i Århus, hvor han styrer B&O-afdelingen.

En krølle på historien er, at der fortsat drives erhverv i de lokaler på Drosselvej, hvori Viggo Kristensen reparerede radioer og fjernsyn fra 1975. Han og hustruen købte i fjor nyt hus, på Ørnevej tættere på butikken, og sønnen Morten og hans kone, Helle, overtog huset på Drosselvej. Helle driver i dag frisørsalon i de tidligere radio-tv-lokaler.

I decembernummeret kan medlemmerne desuden læse
følgende artikler:

Den 92-årige ingeniør Rudolf Jensen, Humlum, fortæller om et langt livs tjeneste
        hos B&O
Den 82-årige Helge Kronstedt fra Hjørring har skabt en model af B&Os første rigtige
        fabriksbygning
Den 84-årige radio/tv-ingeniør Niels Arne Bjerregaard er død – Resonans bringer 2. del af
        hans erindringer
RFRs formand, Bjarne D. Nielsen, har lagt portrætter af 3 danske radio/tv-fabrikker gratis
         ud på nettet

Fra mange sider er Den Gamle By i Århus blevet tilbudt hjælp til indretning af  en 1974-
        radio/tv-butik
Generalforsamlingen i Radiohistorisk Forening Vest holdes i år i Hammel

 

I oktobernummeret 2008 af Resonans kan medlemmerne af RFV læse følgende historie:

 

FØRSTE RIGTIGE DESIGN-RADIO FRA

B&O FYLDER 50 ÅR I ÅR

Af Steen Rønn, født i 1943

Min far, der døde som 93-årig for 5 år siden, var vild med B&O og brugte mange penge i 50’erne og de følgende årtier på skifte apparater ud med det allernyeste.

Bosat i Aalborg var han fast gæst, når radioforretningen L. K. Kristensen i Danmarksgade inviterede til årlig demonstration af B&Os nyheder i Odd Fellow Palæet. De blev præsenteret af fabrikkens daværende servicechef, Søren Holmgaard Christensen, som havde et godt snakketøj og var god til at fortælle om alt det nye og epokegørende.

Under en demonstration må min far have nævnt, at han var født i Lemvig og hvert år ferierede dér sammen med min mor og mig, for Søren Christensen inviterede hele familien til at besøge fabrikken, når vi næste gang kom til Lemvig. Og ved første besøg faldt der en ny invitation osv., så jeg nåede at komme til Struer adskillige gange; det stoppede først, da Søren Christensen skiftede arbejdssted: til Scan Dyna i Humlum.

Den årlige rundvisning blev altid forestået af en af Søren Christensens folk, Magnus Mortensen, farfar til Ronny Kaas, som jo i dag efter en livslang an-sættelse på B&O bruger sin tid som efterlønner til at forestå B&O/Struer Museums museumslager.

Jeg må jo have set en hel del radio- og tv-modeller på produktionsstadiet under besøgene, men kun én har fæstet sig i min hukommelse. Det var Mini Moderne, noget helt nyt, som skilte sig ud fra de gængse radiomodeller, dem som kritikeren Poul Henningen var ude efter med riven i 1954.

Fra affald til samlingsperle

Jeg foreslog min far, at han anskaffede denne sensation, der især udmærkede sig ved den hullede kobberplade foran højttaleren, men jeg tror, han mente, at hans radioer skulle være store imponerende møbler, for han købte den aldrig, og da jeg skulle lokkes til at flytte ud af soveværelset og ned på et værelse i den uhyggelige kælder, blev det med en brugt B&O Minette med tilhørende Philips grammofon. Den var fin nok, men uhyggen gik aldrig af kælderen, hvor jeg boede, indtil jeg som 19-årig flyttede hjemmefra!

Jeg tog Minette’n med, da jeg forlod hjemmet, og glemte Mini Moderne’n, indtil jeg i 1993 genså den i København. Min kone og jeg var inviteret til 50 års fødselsdag hos en gammel skolekammerat i København. Hun havde radioen stående i sit køkken og fortalte, at hun havde reddet den fra storskraldindsamling i gaden.

Pludselig huskede jeg min ungdoms kærlighed og spurgte, om jeg måtte arve den, når hun blev træt af den, eller den holdt op med at fungere. Jeg fik et ja, og så gik der 10 år. Skolekammeraten flyttede efter en førtidspension som lærer fra Nørrebro til Hanherred mellem Vendsyssel og Thy og ringede kort efter og sagde, at hun ikke havde plads til radioen. Om jeg ville have den? Jeg futtede straks fra Hjørring for at forhindre, at hun skulle fortryde.

Radioen blev poleret op og fik justeret det elektroniske, og den gav mig lyst til at eje flere B&O-apparater. Nummer 2 blev Minetten, og derefter var det decideret samleri. Min samling forbliver på ca. 50 apparater på grund af pladsen; kommer der et nyt apparat til, må et andet anbringes på lageret. Men perlen i samlingen er stadig Mini Moderne. Den er også hovedattraktionen i samlingen på vores svenske torp – samlingen her er på i alt 5 apparater!

Radioen har netop været udstillet hos B&O-forhandler Kurt Aagaard i Hjørring som led i en markedsføringskampagne med den oplukker, som maskinarbejder Holger Krogh designede for B&O i 1937, og med et superflot modeltog, som Holger Krogh byggede om aftenen på B&Os værkstedslaboratorium til sine tvillingesønner, af hvilke den ene bor i Hjørring.

Jeg skrev en kort beskrivelse af radioens tilblivelse til at sætte på radioen: ”... på markedet i 1958.” Jamen, den har jo 50 års fødselsdag i år, ja, B&Os satsning på design har jubilæum i år. Ret fantastisk egentlig, at fabrikken i 50 år har satset på dygtige designere – og har overlevet bl. a. på det!

Sparket fra Poul Henningsen

Da Poul Henningsen skrev sin anmeldelse af Snedkerlaugets møbel- og radio-udstilling i 1954, var den illustreret med 3 radioer. 2 af dem var B&Os: Grand Prix 509 og Standard 509. Virksomhedens chefingeniør, W. L. Vindeløv, som havde været med til at formgive apparaterne og tilmed var stolt af dem, blev umiddelbart fornærmet over den skånselsløse kritik. Heldigvis vendte hans harme sig til en erkendelse af, at Poul Henningsen nok i virkeligheden havde ret.

Episoden gav anledning til, at B&O udskrev en konkurrence om et nyt ydre til den allerede eksisterende Mini, en traditionelt udseende radio med guldbrokadestof på hele fronten.

Konkurrencen blev vundet af den københavnske arkitekt Helge Frank Morthensen, som var meget interesseret i design. Privat havde han hjemmet fuldt af danske formgivne møbler, og på sin tegnestue, som han netop havde etableret som selvstændig i 1956 med 6 ansatte, designede han kontormøbler for firmaet Bondo Gravesen, ligesom han havde specialiseret sig i indretninger af banker.

Helge Frank Morthensen døde i 1982, men sønnen, Jesper Morthensen, København, kan svagt huske, at faderen sad hjemme i privaten og puslede med en model af en radio med en kobberplade på fronten.

Da radioen blev sat i produktion, blev familiens radio med lokumsdørtremmeværk skiftet ud med den nye radio, og hans onkel og moster fik også en.

Ved faderens død arvede Jesper Morthensen Mini Modernen, men den kunne slet ikke hamle op med den BeoMaster 1200, som hans kone, Ester, bragte med ind i ægteskabet, og den blev foræret bort.

Der blev ikke flere radioer eller fjernsyn at designe for Helge Frank Morthensen, for kort efter henvendte arkitekt Ib Fabiansen, København, sig med ideen om Byggemøbler til B&O. De blev sat i produktion og kom på markedet næsten samtidig med Helge Frank Morthensens radio, og Fabiansen blev husdesigner i Struer. Forholdet varede en halv snes år, og så kom Jacob Jensen ind i billedet.

Mini Moderne, B&Os første radio, der brød med radioers hidtidige design, kom på markedet i 1958 og har således 50 års fødselsdag i år. Er den ikke flot?

Indholdsfortegnelsen for oktobernummeret af Resonans ser i øvrigt således ud:

Den 84-årige københavner Frede Saltoft  fortæller om et langt liv i  bl. a. Eltras  tjeneste

Hvad var det for Gori-opfindelser, designerne Henning Moldenhawer og David
Lewis sammen fik 2 ID-priser for?

Konkurrencen i sidste nummer af Resonans drejede sig  om hunden  Nipper – her fortælles dens historie

Den Gamle By i Århus vil etablere en radio/tv-butik fra 1974 – og søger RFV-medlemmernes hjælp

Redaktøren har set en usædvanlig lakplade i Sverige og beder om læsernes hjælp

En snes RFV-medlemmer har besøgt det nye B&O-museum i Struer samt næstformandens samlin

RFVs formand skal bruge sit hidtidige museumslokale i Struer til ny butik –
hvor skal foreningen så holde sit forårsmarked?

 

I  augustnummeret 2008 af Resonans bringes følgende artikel:

 

SOM FAMILIEN HUSKER HENNING MOLDENHAWER

Af Steen Rønn

Arkitekt og designer Henning Moldenhawer arbejdede for B&O i 17 år, fra 1962 til 1979, men hvem var han egentlig? Det er ikke så meget, radiosamlere véd om ham; Jens Bangs store bøger om B&O fortæller intet om mennesket, lidt om hans produkter. Resonans har derfor sat sig for at finde ud af noget mere om ham og har ladet sig invitere til te hos Henning Moldenhawers enke, Inger Moldenhawer, som bor i et klyngehus i en bebyggelse i Usserød ved Hørsholm; den bærer navnet Ved Stampedammen – 58 huse på 117-124 kvm.

 Bebyggelsen er tegnet af Tegnestuen Hammer & Moldenhawer og Tegnestuen Carl R. Frederiksen m. fl. i 1962. Henning Moldenhawer var primært arkitekt på sagen. Et af husene flyttede han og hans familie ind i kort efter færdiggørelsen. I dag bebor Inger Moldenhawer et andet, mindre hus i klyngen, og datteren Ulla bor i et tredje.

Med ved tebordet er Ulla og sønnen Pelle, og sammen med Inger Molden-hawer prøver de at tegne et portræt af Henning Moldenhawer.

Portrættet af familien Moldenhawer

Men først skal vi lige have familieportrættet fra i dag på plads: Henning Moldenhawer var gift 2 gange.

Hans første kone hedder Else og er i dag 93 og åndsfrisk. I dette ægteskab var der 3 børn: Ulla Moldenhawer, 71 år og fhv. socialrådgiver, Helle Moldenhawer, 65 år, korrespondent i engelsk og fransk, bosat i Paris fra 1968, og Susanne Moldenhawer, 64 år, grafiker, bosat i København.

 Henning Moldenhawer blev skilt fra sin første kone i 1945 og mødte kort efter Inger. De blev gift i 1948. Hun har en lang karriere som småbørnspædagog bag sig og trak sig først tilbage fra arbejdslivet, da hun var 71. Hun er i dag 85 år og lige så åndsfrisk som Moldenhawers første kone.

 Inger og Henning fik 4 børn: Pelle Moldenhawer, 54 år, tømrer, bosat i Hørsholm, Camilla Moldenhawer, socialpædagog, død som 37-årig, samt tvillingerne på 49 år Bolette Moldenhawer og Pernille Moldenhawer, den første kultursociolog på Københavns Universitet, den anden børnehavepædagog, begge bosat i København.

 Der er desuden et pænt antal børnebørn og oldebørn, når man tager det hele med.

Henning Moldenhawers opvækst

 Henning Moldenhawer fødes den 11. juni 1914 på Kraglund, som er overførsterbolig ved Frijsenborg Slot uden for Hammel. Faderen, Ernst Moldenhawer, er overførster (titel på en chef for en eller flere skovridere) i de skove, der hører til slottet, og her, blandt masser af træer og anden natur, vokser Henning op, og nysgerrig som han er, foretager han en masse eksperimenter, bl. a. huskes han for flotte selvbyggede skubbebiler.

Sammen med sine 2 søstre, Gerda og Gudrun, undervises han hjemme af sin mor, Ellen, der er lærerinde, indtil den ene af pigerne skal i mellemskolen på Hammel Realskole. Henning er da 11 år. Moderen har 3 gode veninder, 3 søstre Hasselriis, alle i ret høje stillinger inden for landets skolevæsen, og de anbefaler forældrene, at Henning kommer på kostskole.

 I 1925 optages han på Herlufsholm Kostskole. Her kommer han til at hade at gå, antiautoritær som han altid har været, og han kæmper sig gennem skolegangen – og kæmper imod skolen. Midt i 2. g bliver længslen efter skovene og det frie liv derhjemme for stor, og han stopper. Tilbage på Kraglund begynder han på Hammel Realskole for at tage en realeksamen.

 Mens Henning går i realklassen, betror han faderen, at han vil være arkitekt, men det tager faderen ikke helt alvorligt og svarer, at så kan han jo tegne et lokum til Kraglund! Det var dengang, da der ikke ret mange steder var installeret træk og slip.

Optagelse på arkitektskolen, men...

Efter eksamen tager han til København, og med fra sit barndomsland tager han lysten til at tegne og  konstruere – og en lidenskab for biler, som han i øvrigt delte med sin yngste søster. Interessen var måske ikke tilfældig, for overførsteren var en af de første i Danmark, der fik bil, og desuden kom der masser af bilende gæster til Kraglund. I sit voksne liv bevarede han interessen for motorkøretøjer.

I hovedstaden kommer han i murerlære og går også på teknisk skole, men springer fra inden svendeprøven og får ansættelse som arbejdsdreng på skibs-værftet Burmeister & Wain.

I 1935, som 21-årig, træffer Henning Moldenhawer sin første kone, Else, og året efter, i 1936, bliver han optaget på arkitektskolen, men må melde fra, da Else opdager, at hun venter Ulla, som fødes i sommeren 1937. Så må de hellere se at blive gift, hvilket sker i december, og Henning må hellere se at få noget arbejde.

En af Henning Moldenhawers ungdomsvenner hedder Kyhn, og hans far har en tegnestue, hvor han får ansættelse (ifølge Jacob Jensens erindringer, ”Anderledes, men ikke mærkeligt”, er det arkitekt Kyhn, der opdager Jacob Jensens talent, da han som ganske ung tegner stole til sin fars møbelpolstrerbutik).

Optagelse i Akademisk Arkitektforening

På sin arbejdsplads har Moldenhawers kone en kollega, hvis mand også er ”arkitekt”, og som har arbejde på professor Palle Suensons tegnestue, og inden ret længe får Moldenhawer job på den. Mens han er ansat her og senere, sender han nogle opgaver ind til bedømmelse og bliver på grundlag af disse optaget i Akademisk Arkitektforening i 1949. Han fortsætter på Suensons tegnestue indtil 1948.

3 år tidligere bliver han og Else skilt, og kort tid efter møder han sin kommende kone, Inger. De gifter sig i december 1948, og han siger sin stilling hos Suenson op. Han og en kollega, Mogens Hammer, har besluttet, at de vil have deres eget. De etablerer tegnestue i Moldenhawers hjem i Emdrup Banke, men lejer senere lokaler på 6. sal i en baggård på Frederiksholms Kanal.

Hammer & Moldenhawer beskæftiger sig i 50’erne med at tegne enfamilieshuse og fabrikker og med om- og tilbygninger af eksisterende huse, idet danskerne begyndte at få lidt flere penge mellem hænderne.

Opgaver for 2 radio- og tv-fabrikker

Der tegnes også terminalbygninger, ramper og gangbroer til Grenå-Hundested Linien og til Molslinien, og på et tidspunkt kommer Mogens Hammer ind på at lave skibsindretninger, bl. a. til færgerne på Odden-Ebeltoft, men også apteringer til lystyachter og krydstogtskibe.

 Tegnestuen er en blandet landhandel, og både Moldenhawer og Hammer er meget om sig for at skaffe arbejde, også til de 3-4 ansatte på tegnestuen. Der designes f. eks. tapeter, og på en eller anden måde – ingen af familiemedlemmerne husker hvordan – får han opgaver hos Linnet & Laursen, LL, og derefter hos Neutrofon, hvor han huskes for fjernsynet Guldsegl. Også konkurrencer, både bygnings- og design-, er tegnestuen en ivrig deltager i.

Jens Bang fra B&O ser Guldsegl-tv’et og finder manden bag udformningen talentfuld, hvorfor virksomheden beder ham designe for sig fra 1962. Den første opgave, han løser, er Beomaster 900, den første transistoriserede lysnetradio, som bliver en kæmpesucces herhjemme og i udlandet.

I 1965 overtager Jacob Jensen designarbejdet med B&Os lydprodukter, men Moldenhawer bliver bedt om at tegne fjernsyn for fabrikken. Blandt dem er Beovision 400 fra 1965, Beovision 700 fra 1966 og Beovision 3000 SJ fra 1967.

På et tidspunkt i 50’erne, i ca. halvandet år, er det småt med opgaver, og Moldenhawer tager job hos Søværnets Bygningstjeneste på Holmen for at tjene til livets ophold. Her tegner han bl.a. træhuse til Grønland.

I starten af 60’erne planlægges der på et areal i Usserød udstykket 35 parceller – i øvrigt på jorden til et tidligere gartneri, hvor arkitekt Poul Henningsen fløj med sine drager; han boede på Svenstrupvej, som nabo til gartneriet.

Inspiration til andre arkitekter

Udstykningen ændres til et byggeri med 58 sammenbyggede gårdhavehuse, tegnet af tegnestuen Moldenhawer og Hammer i samarbejde med tegnestuen Carl R. Frederiksen m.fl. Husene er grupperet i klynger omkring mindre pladser og med store fællesarealer. ”Ved Stampedammen” er en af de første tæt-lav-bebyggelser i Danmark og har været inspiration for mange senere, tilsvarende byggerier.

Designeren, arkitekt Knud Holscher har senere udtalt, at Ved Stampedammen var et sjældent bekræftende sted at bo, ”også fordi Moldenhawer så det som sin opgave at færdiggøre bebyggelsen som socialt fænomen – her blev sociologernes teorier bekræftet også uden for normerne”.

 I 1966 bliver den 29-årige arkitekt David Lewis, som er flyttet til Danmark fra England i 1960, fyret fra Jacob Jensens tegnestue; det sker, da Jacob Jensen flytter fra Jyllinge på Sjælland til Hejlskov ved Lovns Bredning i Limfjorden.

Lewis kontakter Moldenhawer, som ansætter ham på sin tegnestue. Efter at Lewis kommer til, designer de i samarbejde Beovision 600 i 1970 og Beovision 3500 i 1974.

David Lewis flytter også ind i bebyggelsen Ved Stampedammen, og uden for tegnestuens åbningstid arbejder de meget i hinandens hjem. Sønnen Pelle Moldenhawer husker, hvordan de eksperimenterer med fjernbetjeninger, og  han erindrer ligeledes, hvordan de derhjemme får farve-tv før alle kammeraternes forældre.

Designpriser får Moldenhawer  både selv og sammen med David Lewis, flere styk af den tyske IF-pris, men ingen eksemplarer af den danske designpris, ID, for radioer og fjernsyn. Denne pris får han derimod 2 gange sammen med Lewis for en maskine til påføring af træimprægneringsvæske og en propel, begge tegnet for imprægneringsvæske-fabrikken Gori.

Savnet af et elskeligt menneske

 I 1980 går Lewis sine egne veje og etablerer egen tegnestue, hvortil han med-bringer  B&O som kunde. Derefter optager  Moldenhawer og Hammer en ansat, Claus Horn, som kompagnon, og tegnestuen kommer til at hedde Hammer, Moldenhawer og Horn. Mogens Hammer døde i 2002, mens Claus Horn i dag bor på Ærø.

I 1983 bliver Moldenhawer syg af kræft og dør efter kort tids sygdom, 69 år gammel. Han er da midt i nogle større restaureringsarbejder, bl.a. en totalrenovering af Dehns Palæ i Frederiksgade, som han ikke når at se færdiggjort.

Alle 3 familiemedlemmer husker Henning Moldenhawers begravelse meget tydeligt. Der var meget stor deltagelse, også af arkitektkolleger, fordi han var et så elskeligt menneske. Og de erindrer, at der vist ikke var én deltager i begravelsen, der ikke græd. Savnet hos de efterladte og venner og kolleger var og er meget stort.

Artiklen er illustreret med en række fotos, som aldrig før har været offentliggjort.

Udover artiklen om Henning Moldenhawer kan medlemmerne af Radio-historisk Forening Vest læse om følgende i Resonans’ august-nummer:

”Krøniken”s ene manuskript-forfatter, Stig Thorsboe, har  fået opfyldt et ønske
    af Ringsted Radiomuseum

Jacob Jensen har 50 års jubilæum som designer i år og har åbnet museum
    i Hejlskov ved Skive

RFV-medlem har den gamle Quistrup-højttaler, som Struer Museum mangler
    i sin B&O-afdeling

Tysk samler med familierødder i Holstebro samler på lakplader med tyske
    indspilninger af speciel musik
2 læsere vidste, at sidste nummers ”Hvad er det?”-opgave drejede sig om en
    dansk Lyt-O-Fon radio

retur til start